Jeg tror, jeg har en hemmelighed

Har grint og græmmet mig i gennem en vanvittigt underholdende bog. “Danskernes hemmeligheder”, udgivet af DR og Ud og Se. Manden vandt den i mandelgave, og det er jeg glad for. Bortset fra, at den får mig til at føle mig som jordens kedeligste menneske. Der er f.eks. manden, der fortæller at: “Jeg er steriliseret. Derfor ved jeg, at det barn, min kæreste og jeg har ‘fået sammen’ slet ikke er mit”. Eller “Jeg taler om mit livs komplikationer med min hund. På engelsk”. Eller: “Nogle gange når jeg er alene hjemme, kravler jeg ind i min hunds bur og lader som om, jeg er en burhund”. Og jeg kunne blive ved!

Bogen påstår, at alle mennesker har hemmeligheder. Det har de fleste måske også. Bortset fra dem, der ikke kan holde på dem. Da jeg var yngre, havde jeg tonsvis af hemmeligheder. Om hærværk, øl og røg. Om hvem, der var varm på hvem og forsømte pligter. Om sene nætter og for lidt søvn. Og nu gransker jeg min hjerne fra ende til anden, for jeg MÅ da have hemmeligheder?! De er åbenbart så hemmelige, at jeg har glemt dem. Ammehjerne.

Hvis I ikke er ramt af ammehjerne, og rent faktisk kan huske jeres hemmeligheder, så hold jer ikke tilbage! Jeg siger det ikke til nogen. Amar’ og halshug.

Folk er for vilde!