Fremvisning hos fremragende flok

Havde Krabaten med på job i går. Den obligatoriske fremvisning. Ærlig talt, har tanken om babyinteresserede børn og deres bakteriefyldte fingre ikke lokket synderligt. Ikke at jeg normalt går op i bakterier, men SÅ massivt et angreb, er måske lidt heftigt i en alder af knap 4 uger. Og hvad hvis eleverne nu ikke kunne huske mig længere!? Eller var ligeglade med, at jeg er væk!? De går jo kun i 2., og har hovederne fulde af Beyblade, Nintendo DS og TopModel.

De kunne huske mig! Bankede læreragtigt på døren og sneg mig ind til måbende småfolk med store øjne. Og så tog fanden ved dem. Da først den ene var spurtet op og havde haget sig fast, fulgte resten af klassen med (flokdyr…!), og et øjeblik troede jeg næsten, at jeg skulle falde om i klassen med iltmangel. Men det var fedt! Så kom bombardementet af stemmer: “Hvad hedder den?, ved du hvad, min mor kaster op derhjemme,  jeg får pakkegaver af julemanden….”. Præcis, som det plejer at være. En skare af piger nussede og aede Krabaten, og sagde “nååårh”, og han plirrede lidt med øjnene, men godtog 10 hænder i hovedet og 20 på fødderne. Drengene holdt sig langs væggen: “Babyer er for piger!”.

Fik fine tegninger med hele familien i sjove proportioner og mærkelige kontekster – f.eks. Krabaten og jeg på noget der ligner en tømmerflåde og mig der ser en giraf. Lige som det skal være! Det skortede ikke på “I love you” og “du er sød” og det er da en fantastisk fin tanke at skrive det til sin lærer. Helt ærligt, så varmer det gevaldigt – også selvom jeg aldrig selv kunnet have fundet på at skrive sådan til en lærer, og selvom “I love you” er lidt fjollet og malplaceret.

Mødte også en elevs herlige umiddelbarhed, da hun stolt sagde: “Min storebror siger, at det er utroligt, at man kan kalde sin søn for Villum, og stadig have det godt med sig selv!”. Lige der, havde jeg alvorlige problemer med, at tilbageholde et spruttende grin. Til andre der har haft samme tanke, kan jeg sige, at jeg har det RIGTIG godt med mig selv og Krabatens navn. Det skal der ikke herske tvivl om.

Slutteligt var der dømt frikvartershygge på lærerværelset, med kvindelige kollegers “nååårh” og mandlige, der droppede “nååårh’et”, men høfligt forsøgte at spørge ind. Og helt ærligt, da klokken ringede og folk piskede af sted, var det ok at skulle hjem. HELT ok.