Undercover-ammer

Kirke-angst og præst-o-fobi

Kongen og Krabaten er ikke frelste. I kirkelig forstand. Deres navne er nedskrevet på et papir og sendt til præsten. Færdig-bum, ingen dåb her. Kongen fik en navngivningsfest i stedet, og det samme får Krabaten. Ingen Gud, Jesus og tvivl om, hvornår det er op, og hvornår det er ned igen. Fra bænken. Beslutningen har flere årsager. For det første, er hverken manden eller jeg særlig traditionsbundne, og dåben betyder derfor ikke noget for os i den forstand. Derudover skræmmer kirken mig. Det gør den altså! Når man er vokset op med bl.a. Indre Mission tæt inde på livet, så kan sådan en kirke godt virke som en pænt stor mundfuld, med ret meget skal og ret lidt og ingen tænk selv. Og så gik der altså også lidt trods i den. Trods, i forhold til fravalget af en usandsynligt vigtig kirkelig handling. Noget der sker, når man har hørt kommentarer som: “Ikke-troende må have et meget trist liv” og deltaget i fester uden dans (syndigt!), vin (syndigt!) og med indlagte andagter. Og hvor konfirmationstaler centrerer sig om, at hovedpersonen engang vil vende “hjem” igen (samtidig peges op mod himlen).

Dåben handler om, at frelse barnet, som ses som syndigt. Her vurderede manden og jeg, at Kongen og Krabaten muligvis er syndige, men at det er noget vi kan leve med. Når man bliver døbt, er det for at dø og opstå sammen med Jesus. Heller ikke noget vi umiddelbart er interesserede i. Derudover mener man, at børn kan tro. Det kan nogen børn sikkert godt, men pt. tror Krabaten ikke på andet end mælk, søvn og bleskift. Og så det med, at sige ja til at opdrage i den kristne tro. Jeg er godt klar over, at den kristne tro er fuld af “almindelige” værdier som er en selvfølge for os alle. Men jeg kan sgu ikke sige ja, når det bliver sagt på den måde.

Jeg forstår til fulde, at man lader sine børn døbe, pga. traditionen. Havde muligvis (naaaarh…) også selv gjort det, hvis ikke jeg var vokset op blandt det, som jeg er. I så fald, havde jeg nok ikke lidt af kirke-angst og præst-o-fobi. Så havde jeg måske kunnet se kirken som det den også er – en smuk ramme.

 

2

  • Når religionen strammer så meget, at det hæmmer almindelig selvstændig tænkning, ER det skræmmende.

    Donnaen er døbt. Dels pga traditionen, dels for at gøre hende den ‘tjeneste’, at hun ikke skulle stå som 13-årig og skulle døbes tre uger før konfirmationen, hvis det var det hun ville. Det vil hun så ikke. Hun går til præst nu. Det skal hun, så hun ved, hvad hun siger nej til (sådan da). Men hun er ikke til at rokke. Hun synes ikke, præsten har sagt noget som helst, der kan overbevise hende om, at der er grund til at blive konfirmeret. Så sådan bliver det, og jeg er egentlig lidt stolt af hende, for alle hendes klassekammerater skal konfirmeres, men det påvirker hende ikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • familiendanmark

      Hvor er din datter dog sej! Specielt i den alder skal der en del til, for ikke bare at følge flokken. Det tager jeg hatten af for. Håber også mine drenge engang vil træffe den beslutning, der virker mest rigtig for dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Undercover-ammer