Sukker-Sanne og Fløde-Finn

“Skidt pyt, at jeg har taget 20 kilo på, og ligner noget der er løgn, mine børn var det hele værd!”. Det var teksten på et billede jeg faldt over på Facebook forleden. Ok, måske var det ikke formuleret helt sådan, men det er tæt på. Billedet havde fået usandsynligt mange “likes”, men altså ikke en fra mig. For jeg forstår det ikke. Må man ikke synes, at den efterfølgende bodegavom, dellehåndtagene og hængeballerne er pisse træls men stadig være glad for sine børn!?

Det håber jeg man må. Når jeg kigger i spejlet nu, er det i al fald ikke et “skidt pyt” der slår mig – nok nærmere et: “Holy shit, hvordan filan er det lykkedes mig at komme til at se sådan ud?! Selvfølgelig vil jeg på ingen mulig måde undvære mine børn, men jeg forstår ikke, hvorfor kroppen skal straffes sådan for at have været gravid, gjort sin pligt og ført menneskeheden videre.

For at være helt ærlig, kan jeg næsten ikke vente, til jeg må løbe en tur. Jeg sørger for at følge sygehusets “I form efter fødslen”-pjece og fører en ihærdig kamp mod min indre sukkerdæmom (et udtryk jeg lærte i TV i går…). Ekstra motiveret blev jeg forleden, da jeg glad, og lidt for optimistisk, skulle prøve tøj. Fandt fint og ammevenligt tøj, tog det på, lignede en der var gravid i 35. uge, kunne ikke lukke halvdelen af det, blev sur, tog hjem.

Så kampen fortsætter. Og forhåbentligt bliver den kort. Det er i al fald ikke nemt, når man som jeg, for længe siden, har solgt sin sjæl til Sukker-Sanne og Fløde-Finn. Og når den står på 2-års fødselsdag i weekenden. Og når det er er december. Og når man baaare lige nupper lidt pålægschokolade i ny og næ. Og vi skal jo også have lidt at hygge med. Det er jo fredag. Og….