Nu må nogen tage ansvaret for den her fødsel…

For filan, altså. Har lige været på sygehuset og er i syv sind. Krabaten vejer måske over 4300 g (holy shit!), og bliver han bare 200 g større, er mine chancer for en naturlig fødsel forsvindende små (pga. tidligere kejsersnit). Den flinke læge sagde gentagne gange: “Vil du have et kejsersnit, så får du jo det”, men hældte alligevel lidt til, at jeg skal give det et forsøg, og hvis Krabaten er for stor, “sadler vi roligt om til et kejsersnit”. Et entydigt svar, blev det dog ikke til.

Mest af alt, havde jeg bare lyst til at klamre mig til benet af hende, og med barnestemme klynke: “Sig nu bare hvad jeg skal gøre!?!?”. Helt ærligt, så havde jeg sådan håbet, at hun bare tog ansvaret for det hele, og sagde: “Du skal gøre sådan og sådan, basta bum”. Ikke noget med at tænke selv her. Ikke noget med at vælge mellem pest eller kolera.

Nu sidder jeg så og spekulerer. Vejer for og imod. Hvem fanden kan finde kampgejsten til en naturlig fødsel frem, når “projektet” næsten er dødsdømt på forhånd? Og hvor sjovt er det at skulle være operationspatient, når man har en to-årig i huset, som godt kan finde på (læs: som oftest) at gå sine egne veje? Ja, jeg spørger bare….Og nu er det så også, at jeg har bedt lægen om at ringe til mig i eftermiddag, for at afkræve hende et præcist svar. En køreplan. Nu må HUN være den voksne her, for jeg kan ikke.

Drikker trøste-chai-latte