Ti tumpede tanker #2

“Mor-sms’er”

“Godmorgen min lille pingvinunge…”, “Husk, nu at få sat lovlige lygter på din cykel…”, “Luffe er blevet luftet, men mor kunne ikke få den til at lave pøller…”, “Min lille skat, mor savner dig…” – dette er bare nogle blandt mange eksempler fra “Sara og David” på P3: “Mor-sms’er”. Hvis det ikke er god barselsunderholdning at høre det, så ved jeg snart ikke hvad…

Samtidig, har jeg svært ved at forstå, at sms’erne er sendt til voksne mennesker. Eller i hvert fald noget der ligner. For helt ærligt, hvem kalder en 25-årig fyr for “pingvinunge”?! Og hvem omtaler i det hele taget sig selv i 3. pers., når man taler til en på 30? Fyren ved vel godt, at mor er mor, selvom hun siger jeg…

Og det er så nemt, at sidde og kloge sig, når man har en lille fyr på knapt 2, som ikke ville studse over at blive kaldt noget mystisk eller over, at jeg omtaler mig selv som “mor” – men nok nærmere over, hvis han fik en sms. Og av, hvor jeg håber, at  jeg kan slippe min lille dreng, før han bliver en mand på 30. Længe før.

Jeg håber sådan, at jeg til den tid husker på, at hver alder kræver sin mor. At jeg kan have tiltro til, at han som voksen selv har styr på “cykellygtesæsonen” og aftensmaden. Og så håber jeg virkelig, at han ville synes det var dødtræls  at blive kaldt såvel “lille skat” som “pingvinunge”. Når jeg henter ham i dag, vil jeg tilgengæld nyde at kalde ham “bølle”, sige “mor har savnet dig” og spørge ham adskillige gange, om han mon er sulten eller tørstig. For helt ærligt, så vil jeg helst ikke tænke på, at han engang skal “slippes fri”. Og at jeg engang ikke har nogen at sige “min lille bølle” til.

“Mors lille bitte muse-skatte-basse-sukker-gris!”

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ti tumpede tanker #2