Lad mig præsentere – Krabaten!

Krabaten er sød. Som i virkelig sød. Og dejlig og hele “lortet” værd. For Gud fader skal vide, at jeg ikke har nydt at være gravid, tage knapt 20 kilo på, føle mig som en hval og bruge endeløse timer på at frygte fødslen. Nu er han her endelig, “ringen er sluttet”, familien er færdiglavet!

Selve fødslen – altså kejsersnittet – forløb præcis som jeg havde ventet. Fra det øjeblik jeg trådte ind på stuen for at iklæde mig hospitalstøj, tudbrølede jeg, og ganske hurtigt lignede jeg en, hvis sidste dag var kommet. I hvert fald ikke en, som rent faktisk skulle til fødselsdag. Sit eget barns, endda.

På operationsstuen var kunsten at undgå at kigge på de remedier, som ganske praktisk var lagt foran snuden på “espeløvet” (=mig). Og ellers i øvrigt forsøge at svare det veloplagte personale, som var på seriøst overarbejde. Lidt må det have krævet at opretholde så fantastisk en stemning, når “snittets” hovedperson var så rystende, tudende og “helt til hundene”-agtig. Var en anelse flov over mig selv – specielt da sygeplejerskerne gentagne gange nærmest messede: “Du klarer det SÅ flot!”vidste jeg, at den var helt gal. At det netop var det jeg ikke gjorde. Glimtvis lykkedes det mig at “gå ud af kroppen”, og det jeg så, var ikke noget jeg var stolt af. Men det er jeg af Krabaten. I den grad. Så skidt med, at jeg var barnlig, mere barnlig, mest barnlig. Jeg klarede det – eller, jeg fik det i hvert fald overstået – og jeg er lettet!

Og Krabaten? Han er stor og stærk, men mindre end ventet. 4115 g og 55 cm. Han var 14 timers faste og en operation værd. Selvfølgelig også meget mere end det, men det er en måleenhed, der giver mening i min verden pt. Han er veltilpas, mild, gryntende og interesseret. Jeg glæder mig så hamrende meget til at se, hvad han mere er! Sådan indeni.

Og Kongen? Han ville med det samme både ae, holde og vise yndlingslegetøj frem. Ja ok, gaffeltrucken skulle åbenbart ikke ses, men føles, og af og til var “mig aer” nok mere “mig banker”, men intentionerne var der. Og vigtigst af alt – de var gode!

Jeg sidder nu med blød bodegamave, Tena Lady og sorte rande under øjnene. Men ved I hvad!? Jeg er vist det man kalder lykkelig!