Fuglekongen

Jeg bevæger mig for meget. Det er konklusionen, her søndag middag. I går legede Kongen og jeg med legekammerat fra vuggestuen, og efter som han holder samme energiniveau, nåede vi meget. Drengene lagde fint ud med såvel sang som musik, og den fik ikke for lidt på både guitar og trompet – “Jeg gik mig over sø og land”. Alternativ udgave. Måske i virkeligheden bedre end originalen.

At sidde på børneværelset var jeg ret god til. Udfordringen kom, da løbecyklerne blev fundet frem, og turen gik i skoven. Heldigvis var kammeratens mor også med. Godt for både mig og dem. Såvel Kongen som vennen kørte som det passede dem, og skiftedes til at råbe: “Anden vej!”. Lige indtil Kongen fik nok, blev træt og brændte sammen. “Op i klapvognen, køre løbecykel, op i klapvognen, køre løbecykel…”.

Senere samme dag, var Kongen ellevild, ved tanken om en spontan tur i zoo. Så er det faktisk rigtig, rigtig dumt ikke at have tjekket åbningstiderne, og ankomme til en lukket port. Pis, pis, pis. “Nej hov, der er pludselig nogen der har lukket døren ind til zoo!? SÅ er det godt, at der ligger en sø tæt på med en masse ænder! DET kunne være sjovt, ik’?!”.

På den tur var Kongen ikke bare Kongen. Han var fuglekongen! Så snart han hørte det mindste fuglefløjt råbte han af lungers fulde kraft: “Stooooop, fugleeeee!”. Selvtilliden var i top, og zoo glemt (pyyyhaa…). Humøret var så højt, at han i bedste “storkegangsstil” spankulerede hen til et ældre ægtepar, satte hovedet på sned, flåede huen af og gnækkede: “Ha, ha, ha!”. I situationer som (bl.a.) denne, undrer det mig, at han er min mand og jegs kød og blod. To ret, hvis jeg selv skal sige det, almindelige og afdæmpede mennesker, som ikke tiltrækker unødig opmærksomhed. Modsætninger mødes – åbenbart også mellem børn og forældre!

Min krop er nu stået af. Klar til indlæggelse. Har vandret i zoo i dag i stedet, og det er derfor jeg har så fandens ondt af mig selv. Forstår min mand (eller resten af verden, for den sags skyld!) ikke, hvor hårdt det er at være højgravid!? Jeg burde have ligget i sofaen hele weekenden, og ladet mand og barn ha’ sig selv. Nydt en kop te, et stykke chokolade og at jeg stadig må tage på med (næsten) god samvittighed. Fulgt graviditetsbogens anvisning om, at jeg fra nu af, skal være klar og opladt til at føde.

Ok. Indrømmet. Jeg hader at føle mig begrænset, jeg hader at gå glip af ting, og jeg hader at opføre mig som om, at jeg rent faktisk er gravid.