Chai, træstamme og (næsten) 17 igen

Verdens bedste chai – uden tvivl!

Med to en halv uge til termin, er slutspurten sat ind, i forhold til at have “mig-tid”. Inden længe vil jeg have påmonteret baby, klæbende til kroppen i månedsvis. Den tanke er såvel dejlig som skræmmende – også selvom det er 2. gang.

I går blev “mig-tiden” brugt hos en god veninde fra gymnasietiden. Menuen var lækker: Butterdejs-kød-noget, tomatsalat og dip. Træstammer og chai. “Ammenam for det”, som Kongen ville sige. Ikke om jeg fatter, at det er 10 år siden, at vi lærte hinanden at kende. 10 år siden, at vi havde stress over uafleverede opgaver, var på Mac’en flere gange om måneden, drak vodka/juice, skrålede med på Nik og Jays første hits og snød os ind på Arkaden. Tiden er fløjet af sted, og ligeså er studenterdagenes følelse af, at ALT er muligt og at man ALDRIG ville føle sig presset igen. Nu er vi blevet voksne. I hvert fald på papiret. Og jeg har saftsuseme snart to børn.

Inden jeg smuttede ud af døren, gentog jeg en af de lange afskedsscener, som manden har bedt mig pakke langt væk. På knæ foran Kongen: “Må mor få et kys?” , “NEEJ!”, “Må mor få en næsenuller?”, “NEEJ!”, “Må mor få et kram? (nu både desperat og bedende…)”, “GÅ VÆÆÆÆK!”. I stedet skulle vi side foran hinanden og vinke hinanden op i hovederne. Og det var da også fint nok, men hvor blev min lille babydreng af, og den “mor-barn” symbiose som han lagde ud med?! Hvorfor fanden går tiden så stærkt? Og hvorfor er farmand så spændende, bare fordi han borer, saver og laver alle mulige ALT for farlige ting. Jeg forstår det ikke…!