Katastrofe afværget og dreng med moustache

Nutella-moustache = glad konge!

Sådan så her ud i morges, da en pålægschokoladekatastrofe netop var afværget. Chokoladeelskende mor var i ugens løb (åbenbart…) kommet til at spise al Kongens pålægschokolade – what to do, når man ved, at det er et af weekendmorgenernes højdepunkter. Næste problem: At finde Nutella som afledning, der meget belejligt, men ret nødvendigt, var gemt af min omsorgsfulde husbond, som ikke ser nogen grund til, at jeg kommer over de +20 (“men jeg kan sleeeet ikke se, at du har taget på….”).

Det hele endte heldigvis godt. Også selvom jeg nær var faldet ned af en stol i kampens hede. Og selvom manden lå fordrukken i sengen, og ikke forstod katastrofens potentielle omfang.

En anden ting jeg tænker på, ud over hvor vigtigt det er, ikke at spise sit barns pålægschokolade er, at Kongen for første gang har sagt “elsker” om noget. Her havde jeg så håbet på, at den ville “gå” til hans far eller jeg, men nej. Mens vi susede rundt med biler på gulvet udbrød han: “Mama elsker knækbrød!”. Jeg skyndte mig at spørge, hvad jeg så elsker (og her tænkte jeg, at han gerne måtte sige “Mama” eller “far”), men det blev til et højt og soleklart “CHOKOLADE!”. Aner ikke, hvorfor det skulle råbes. Eller hvor knægten dog har fået den idé fra.

Nu vil jeg forsøge at nyde tanken om, at sønnike snart bliver hentet til sin anden overnatning i sit liv, og at det betyder en aften med gode venner, god mad og bio-tur. Helt uden at skulle få sved på panden over dreng i selvstændighedsfasen, som ikke er bleg for at smide mad gennem lokalet, hvis han ikke vil have mere, eller råbe som det passer ham, og derefter forsøge at charme sig ud af situationen.

Men kender I det? – det ER altså ikke så nemt at have en tom barneseng HELE natten og morgenen med. Og hvad hvis han nu vågner og savner sin mor eller far?! Eller har haft mareridt?! Eller ikke kan falde i søvn?!…eller…?!