Kitschy bjælkehytte

Jeg har tidligere skrevet, at man er nødt til at have et cirkustelt. Det er klart. Men det stopper ikke der. Et legehus aka. en bjælkehytte er så klart et must. Og lige præcis derfor, brugte vi sidste weekend på at få banket sådan en satan op. Manden mente at have læst, at “det tager 30 min., så’ der legehus!”. Det håber jeg ikke passer. I vores tilfælde tog det ca. 4 timer. Med hjælp. Derudover skulle det grundes og males, og det tager tid. Særligt, når man er den type, som ikke gider bruge malertape, og det derfor er umuligt at male i bare et nogenlunde tempo. Men nu er hytten svenskrød med hvide sprosser, og vinduerne har tilpas mange hvide malerklatter til, at man tror det er meningen. Fint, fint. Jeg har indkøbt fejebakkesæt og havenisse, fået mormor til at sy køkkenternsgardiner og mangler nu kun at overbevise Gemalen om, at vi også skal have købt en fluesmækker med blomst på og plastikfugle til loftet. Han mumler, at det er “drenge vi har, og ikke tøser”, og lige præcis derfor er en kitschy bjælkehytte et udmærket modspil til lastbiler og geværer. Synes jeg.

615_LegehusHuset ligner dette, men er større…Har “lånt” billedet fra byg-selv.dk

Fik jeg sagt, at jeg elsker livet i den fynske provins?

Mænd, mødre, ældre brødre og babyer var en fantastisk cocktail i går. Mødtes med den uofficielle mødregruppes familier til formiddagshygge i nybygget hus med duft af stempelkaffe, kanelkage og nybagte boller. Kongen så vi ikke skyggen af, bortset fra, da han bjæffede rundt og var hund under bordet. Ellers, havde han travlt med at udforske LEGO, ridderkostume og oppustelig krokodille. Til slut nåede han endda dertil, at han havde set nok på legetøjet til også at interessere sig for de tre andre (og ældre) drenge. Og de kom hurtigt på kram. Det er ikke sidste gang vi mødes med hele flokken. Det er jeg rigtig glad for. Og fik jeg egentlig sagt, at jeg elsker livet i den fynske provins?! Gjorde jeg?! IMG_0786

Og der kan se sådan ud…

On the road again

Vi er på vej. På vej tilbage, takket være penicillin og et overforbrug af is og suppe. I dag var vi tilmed så friske, at vi tog til Sydfyn, og besøgte svigerfamilien. Kongen nød dagen, selvom søløvehostet for alvor har bidt sig fast i hans hals og selvom han ikke fik sovet middagslur, og derfor løb rundt med blussende kinder og stenerøjne.På Sydfyn er der højt til loftet. Der er faktisk så højt, at man godt må løbe om kap i huset. Og nippe lidt til kagen før os andre. Og have store armbevægelser. Sådan et sted, der er fedt at være barnebarn i. Faktisk er det også sådan hos mormor og morfar. På det punkt, er Kongen og Krabaten særdeles heldige. I min barndom, talte Søster og jeg om “de sjove” og “de kedelige” bedsteforældre. Ok, det var så nok heller ikke så svært at blive det sjove par, når de andre var indre missionske, men alligevel…

Penicillin og sofakig

Og hvad laver man så på sådan en dag, med minus voksne til to børn? Eller, selvfølgelig var vi begge hjemme, men ikke 100 % tilstede. Begge sløve, penicillindopede og med synkebesvær. Jamen, man tager da ud og ser på sofaer! Selvfølgelig! Så det gjorde vi. Tog først en “langsom starter morgen”, med TV i halvandenmandssengen, skuddueller og modellervoks. Dernæst besøg i tre forskellige møbelbutikker. Købte ikke en sofa, men så et par stykker vi overvejer nu. Eftertænksomhed var ikke en mulighed på stedet, da den ene konstant var optaget af at slæbe monstertung Krabat i autostol, mens den anden gik kapgang efter løbende Konge, der råbte: “Mig løber væææk!”, mens vi begge prøvede at udstråle ro og “I skal ikke komme her og tro, at vi ikke har styr på vores søn!”.

Til aftensmad, blev Manden og jeg enige om take away. Det gør vi ellers stort set aldrig, da vi begge er et par hunde efter nøglehulsmærkede retter, men er man skudt af på penicillin, bliver den normale dømmekraft sat ude af spil. Café burger fra Chino på Rewentlowsvej. Med bådkartofler. Udsat for kærlig friturebehandling. Hold fast, hvor smagte det bare godt. Café Chino, vi to er ikke færdige med hinanden!

IMG_0492

Bautasten og søvn

Normalt har jeg svært ved at sove, hvis Gemalen er ude. Vender og drejer mig, hører lyde og ser mindst 100 indbrud for mit indre blik. Skørt. Og også lidt bedstemoragtigt på den latterlige måde. Sådan var det ikke i går. At være træt på “vi har en baby i huset”-måden gjorde, at jeg sov som en sten. En bautasten, må det have været, for jeg hørte ikke han kom hjem. Faktisk vågnede jeg kun pga. Krabaten, registrerede en sms om, at Manden var på vej hjem og konstaterede, at den var sendt for to timer siden. Mærkede pulsen stige, kom i tanker om unge, fulde mænd i alt for kolde havnebassiner, fandt Gemalens nummer og skulle lige til at ringe op, da jeg blev overrasket af et “snoooooork!”. Og dér lå han sørme. Lige ved siden af. Snorkende og stinkende, med uglet hår og perfekt skæglængde.