Cecilstemme og København tur/retur

KBH tur/retur. Jep, den er god nok. Krabaten og jeg, barnevognen og pusletasken. Kongen og jeg har ALDRIG taget offentlige transportmidler sammen, da jeg altid har frygtet et eventuelt flip. Krabaten er den lidt mere godmodige type og derfor sprang jeg ud i det. Hjertebanken og koldsved til trods. Min veninde L, er lige blevet mor, og havde inviteret til babyfremvisning. Sådan lidt a la åbent hus. Genialt. Turen til KBH H og videre til Nordvest gik over al forventning. Han sov nemlig. Så kunne jeg, i nogenlunde ro og mag, være den bonderøv jeg er, når jeg er i KBH. Så snart vi ramte Hovedbanegården fik jeg stress af alle de mennesker og gemte pr. refleks pengepungen (jeg er opdraget med, at KBH er fuld af tyveknægte!). Derefter forsøgte jeg at se lige så vigtig og travl ud, som de fleste andre gør. Det lykkedes ikke. Jeg fik lokaliseret, hvor bussen gik fra, og nåede derhen uden at blive kørt ned. Min mobil hjalp via GPS, lysende blå prik og knappenål mig frem til L’s lejlighed. Men da KBH er så fuld af tyveknægte var det svært at følge med på skærmen, fordi jeg kun lige kunne snige den op af lommen.

Det var fantastisk at se L som nybagt mor. Hun havde lige præcis den glans og aura omkring sig, som nybagte mødre har. Barnet var lige så fantastisk. Lille, yndig og med den fineste hårpragt. Kongen havde først i en alder af 1,5 år, den længde hun er født med. Lejligheden var fuld af varme og glæde, fine gaver og den enerverende lyd af søløvehost, host med gevinst og snøften op. Bonderøvens bidrag til hyggen. Inkl. en stemme, der var en storryger værdig, og nogenlunde så dyb, at den nåede ud over, hvad det menneskelige øre kan opfange. Ja, sådan er det i øvrigt stadig.

Prikken over i’et, var den gamle mand i bussen på vej hjem, som snakkede i mobil, og gentog “yes-yes, yes-yes” efter hver sætning. Samtalen blev ført på engelsk med dansk accent, og jeg er helt sikker på, at den var med hans thailandske kone.

 

Perfecto

Manden har en uges barsel. Det betyder, at båndet mellem Krabaten og jeg i ny og næ kan løsnes, og at jeg momentvis får lov til at være andet end mor. I dag har jeg for eksempel både været mor, der gik tur med sovende baby og mødregruppe, Ice Blend-drikkende veninde på Baresso, mor, der serverede is for syg Konge og booty shakende zumba deltager. Ganske enkelt perfekt. Jeg elsker at være mor, men jeg elsker også at være andre ting. Og så er mor-udgaven af mig bare væsentligt kønnere, hvis kæreste-, motions- og venindeudgaven får lov at blive boende. Ikke hver dag. En gang i mellem. Ellers kommer der sådan nogle grimme, bitre træk. Også nogle ret grimme ord. Og det er synd for Manden.

14 dages skældud

Har sludret i timer over brændte mandler, boller og te – selvfølgelig tilsat ammeri, skiftning og babynus. Kender I det? Nogle mennesker snakker man bare godt med, selvom man ikke har set hinanden i månedsvis, halve og hele år? Sådan var det i dag. Oplevelsen af, at snakken kører, tiden går og det kunne have været i går man sidst sås.

Snakken begyndte for 4 år siden, blandt computere, telefoner og alt for mange teenagere. Nok sådan ca. det værste job jeg nogensinde har haft. At ringe til folk, som ikke ønskede at blive ringet til, og ikke havde noget problem med at sige det, var ikke lige mig. En vagt var lig med 4 timers skældud, stress over manglende abonnementsoprettelser og utallige forsøg på at være noget man ikke var: En pisseirriterende telefonsælger!

Jeg holdt lige akkurat 14 dage, så sluttede det bal – både for hende og jeg. At jeg efterfølgende rent faktisk skrev det på mit CV, forstår jeg ikke. På den anden side set, har læreren og telefonsælgeren enkelte lighedspunkter: Det er sådan ca. lige så svært at sælge et abonnement til en 50-årig kvinde som det er at overbevise en skoletræt dreng om, at det er fedt at skrive stil. Og begge skal være energiske og sprudlende, selv når afslag nr. 20 gives eller når der skal serveres kommaregler.

14 dages komplet spild af tid – altså lige bortset fra hende journalistspiren, hvis skyld det er, at jeg inden længe skal følge intensivt med i Tv2 Nyhederne, uden forstyrrelser fra tunge øjenlåg, ammehjerne og chokoladetrang!

At ikke savne 90’erne og være mor til en Hjem-Is-mand

Et liv som mor, er et liv på kanten. Jeg har f.eks. lige været i Rosengårdcenteret med en veninde. Spist en valnøddebolle og et pølsehorn hos en bager – drukket en Cocio. Mens vi grinte af, hvor helvedes fancy vi er. Jeg købte også sportstøj til manden i Sportoutlet (50%) og tog en tur i Føtex. “Fifty Shades” til 99 kr. Et kup. Hold kæft, hvor er det fedt at være voksen.

Ud over at grine af os selv og hele “set-uppet” omkring os, grinte vi ret meget af 90’erne. Sjovt nok, kunne vi faktisk ikke rigtigt komme i tanker om noget vi savner fra den tid. Ud over, at jeg savner “opstillingsbilleder”. For helt ærligt, hvem savner: “Pindsvinehåret”, det neonfarvede tøj i forkerte sammensætninger, trompet- og kassebukser (pangfarver, selvfølgelig), “edderkoppe”-trøjer (MED stropbluse indenunder), blå øjenskygge, hvid streg, Buffalos, dynejakker str. stor, Kappasko etc. Hæsligt, hæsligt, hæsligt.

Noget helt andet (man må godt være flyvsk, når man er på barsel, ik’?!): Kongen arbejder hos Hjem-IS! Det siger han, sgu! Da jeg i morges spurgte gemalen, om ikke han skulle have en pizzasnegl med på arbejde, gentog Kongen: “Mig pizzasnegl med arbejde”. Hans far spurgte interesseret til, hvor han så arbejder (for så kan han da lige så godt blive kørt derhen, i stedet for at fræse op til vuggestuen): “HJEM-IS!”, råbte knægten. Jeg har ellers altid troet, at han ville blive pedel…

 

 

Oprør mod….

..alt for pæne fotos! Har bidt mærke i, at ALT for mange bloggere lægger VIRKELIG fine billeder ud på deres blogs. Øv. Misundelig er, har jeg hørt, en meget grim ting, men når man ikke selv har knækket “foto-koden” endnu, så er det da lidt øv. Når man selv er en af dem, der er ca. 5 min. om at tage ét billede, for at finde det rette motiv. For derefter at konstatere, at billedet er sløret, rystet eller at motivet er løbet væk (som oftest min søn…). Og når man trods timevis af forsøg, klikken frem og tilbage og utallige kopper te, stadig ikke kan finde ud af at beskære billeder. Dumt.

Jeg var SÅ meget bedre til at tage billeder da jeg barn. Dengang fotoalbummet var fuld af “opstillingsbilleder”. Et billede af alle mine Barbie-dukker, et billede af min seng, mit skrivebord og en stol. Et billede af nysorterede glansbilleder. Et billede af min mor der rører i en gryde og min søster foran sin reol. DET var tider. Ok, der var også lidt startproblemer, så som den pegefinger der ses på albummets første 40 billeder. Men pyt. Dengang havde jeg flair for det. Hold fast, hvor jeg savner “opstillingsbilleder” anno 1995 og hold fast, hvor er jeg bare gennemsyret misundelig…

Yes! Et “opstillingsbillede” anno 2012. Love it!

    Newer posts