Googleren

Stort barn. 4022 g., bum! Det er den melding, en ekstra scanning og to kloge hoveder har givet mig. Så er det måske en aaaanelse svært at finde føde-glæden frem. Og så er det, jeg glæder mig over mine manglende matematikevner, som gør, at jeg ikke er i stand til at regne ud, hvor stor sådan en krabat så kan nå at blive på (under!) to uger.

Status pt.: Kommer krabaten ikke frivilligt ud indenfor de næste (små!) tre uger, må han få det på den hårde måde = kejsersnit! Den melding har aktiveret “vanvids-surferen” i mig, og jeg har nu googlet forlæns og baglæns: “Sætte fødsel i gang”, “igangsætte fødsel + selv”, “barn ud + nu”…

“Man skal bare spise en ve-kage”, “gå op og ned ad trapper”, “spise stærk mad”, “cykle en tur” og bla. bla. bla. Disse råd har jeg hørt 100-vis af gange, og var sådan set begyndt at glæde mig til kagen, og så viser surferiet, at alt dette bare er løgn. Nonsens. Myter. Børn kommer når det passer dem. Jeg vil sætte mig til at vente i sofaen. Måske alligevel med kage.

Stor mave til stort barn – jeg kan heldigvis stadig ane mine ben

Søndagsavisen, go home!

20 sek. Så lang tid gik der ca. fra manden var ude af døren, til jeg slog op på den artikel i Søndagsavisen, som jeg var blevet bedt om ikke at læse. Dumt. I artiklen fremgår det, at fødende i Danmark relativt ofte får alvorlige skader, som bliver ved med at “forfølge dem”, og som de måske endda selv skal sørge for at “rette op på”. Nu sidder jeg så i sofaen med hjertebanken, afbidte negle omkring mig og et stykke pålægschokolade i hånden (for at dulme nerverne, at forstås).

Søndagsavisen skriver yderligere, at fødende i Norge sjældent får alvorlige skader, og som jeg ser det, har jeg nu to muligheder: Mulighed 1: Tage til Norge og føde! Mulighed 2: Benægt, benægt, benægt at børn skal fødes af en kvinde og bevar troen/håbet på, at storken kommer dalende ned fra himlen på terminsdagen. Jeg vælger det sidste (det er nemmest!).

Nå, jeg har travlt. Jeg skal både cykle en tur og handle ind. Derudover kommer manden snart hjem igen – han er syg – så Søndagsavisen skal pakkes væk og smilet findes frem. Det er faktisk mange ting for en barslende!

Aftenen skulle vi have tilbragt hos mandens gamle skolekammerat + kæreste i (garanteret) minimal og ikke særlig børnevenlig lejlighed. Oven på i lørdags er det sikkert ok at vi ikke skal det nu, selvom jeg agerede overskudsmor da planen blev mig fremlagt, og henkastet sagde: “Jamen, selvfølgelig kan vi det, og det kan Kongen saaaagtens finde ud af, og ellers må han og jeg bare køre hjem, mens du bliver derinde og hygger dig. Nul problemo!”. Men nej, lørdag er ikke glemt endnu, så en ganske almindelig mandag i provinsen hos FamilienDanmark lyder faktisk rigtig meget ok. Søndagsavis eller ej.

At pakke en taske…eller ej

Hold fast, hvor har jeg snart udskudt at pakke den fordømte “fødselstaske” mange gange nu. Muligvis et forsøg på helt at fortrænge, hvad der snart skal ske. Med knap to uger igen, er dette dog ret svært. Specielt når man er nået dertil, hvor man dagligt bliver indvendigt losset til flere timer om dagen. Og folk kalder det “den søde ventetid” – de lyver!

Men helt ærligt, hvordan skal jeg vide, hvad jeg får brug for?! Kender jeg mig selv ret, skal jeg IKKE lytte til havbrusen eller delfinlyde undervejs. Eller spille skak med min mand. Og hvad angår tøj, agter jeg ikke at bevæge mig rundt i andet end “hyggetøj” bagefter, hvilket jeg kun ejer et (stort) sæt af, som jeg bruger ofte, og dermed heller ikke kan pakke ned. Summa summarum: Jeg kan pakke tøj til den lille ned og bleer and thats it. Og chokolade! Ved Kongens ankomst fik jeg en plade chokolade på sygehuset, og det har aldrig smagt bedre, så DET skal selvfølgelig med.

Min kære mand er snart gået helt i panik over den upakkede taske, får hjertebanken og dårlige nerver. Derfor skal det gøres snart. Jeg tror også bare det er fordi, at jeg ikke har en ordentlig taske at pakke i. Som en af nedenstående tasker. SÅ skulle jeg nok få pakket – og det i en vis fart!

Tænk at ankomme i ren H.C Andersen stil

Perfekt fødselstaske, I know!

Eftersom jeg er lærer forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke ejer den nederste taske. Den burde være en del af vores overenskomst og betragtes som et nødvendigt arbejdsredskab!

    Newer posts