Fredagsfølelser

Fredagsdumt: At tage på Sanseudstilling på Brandts, når man hoster, har mistet stemmen og ikke er i stand til at følge Kongens tempo. Til gengæld var det sjovt, jeg fik “snakket” med en døv og savlet over slik og flødeboller i udstillingsmontre.

Fredagsproppet: Rester fra gårsdagens “vi-er-syge-så-vi-behøver-kun-spise-ting-med-et-half/half-indhold-af-fedt/sukker” har lokket hele dagen, og tvunget mig til at liste forbi jævnligt. Frygter Mandens reaktion, når han opdager, at de M&Ms han regner med at skulle proppe sig med, er væsentligt reducerede…

Fredagsskuffet: Fordi Kongen til tider kører sit ekstreme farflip, som i dag betød, at jeg ikke måtte sidde ved siden af ham og allerhelst skulle forlade stuen.

Fredagsstolt: Fordi Kongen har den vildeste fantasi, og i dag bl.a spontant stak hånden i aftensmaden og hev noget butterdej op, for at udbryde: “Det er en blæksprutte!”. Har justeret bordskiksregel til: Man må normalt ikke lege med maden. Senere pegede han pludselig på Manden og jeg med en tommestok og råbte: “Der kommer ild! Det brænder!”, hvorefter han igangsatte et større slukningsarbejde og hentede plaster i en legetøjsbil. Jeg forestiller mig, at hver dag i fremtiden bliver, som at være del af en actionfilm. Jeg tror det bliver spændende.

Fredagsglad: Fordi Krabaten smiler så snart vi bare kigger på ham. Og lige præcis af den grund, går han pt. under navnene: Godmodigfyr og Træskoen.

 

 

 

Perfecto

Manden har en uges barsel. Det betyder, at båndet mellem Krabaten og jeg i ny og næ kan løsnes, og at jeg momentvis får lov til at være andet end mor. I dag har jeg for eksempel både været mor, der gik tur med sovende baby og mødregruppe, Ice Blend-drikkende veninde på Baresso, mor, der serverede is for syg Konge og booty shakende zumba deltager. Ganske enkelt perfekt. Jeg elsker at være mor, men jeg elsker også at være andre ting. Og så er mor-udgaven af mig bare væsentligt kønnere, hvis kæreste-, motions- og venindeudgaven får lov at blive boende. Ikke hver dag. En gang i mellem. Ellers kommer der sådan nogle grimme, bitre træk. Også nogle ret grimme ord. Og det er synd for Manden.

Lort og mælk

Min weekend har været fuld af lort. Og mangel på samme. Krabaten har ikke leveret siden i tirsdags, og det går ud over hans stakkels mave og vores aftenener. Vi “cykler” og “cykler”, masserer i cirkler, bøjer og strækker og intet sker der. Kongen, til gengæld, åd tre dadler og to figner og sked for tre. Ja, undskyld mig, men en ting har mit liv med småbørn lært mig. Der er ikke længere noget der er for klamt til at blive talt om – der er i det hele taget ikke længere noget, der er klamt. Når Krabaten gylper på mit tøj, tørrer jeg det kvikt af og beslutter hurtigt, at det ikke kan lugtes. Skal trøjen gøre sig forhåbninger om at blive skiftet, skal gylpklatten være så stor, at det bliver koldt på det inficerede område.

Derudover, foretrækker jeg, at folk ikke kommer for tæt på mig for tiden. Alene af den grund, at jeg er bange for, at mine “det-kan-tørres-af-i-en-kvik-vending”-klatter stinker, og om ikke andet, så ved jeg, at mine bh-er gør. Jeg kan nemlig amme i sådan en én gang, før den er søbet ind i overskydende mælk, og da jeg sjovt nok ikke gider skifte bh 20 gange om dagen, så hænger der en stank af sur mælk efter mig. Festligt, nej. Eneste mulighed, ja. Sådan er det, når der er så meget tryk på kedlerne, at Krabaten er ved at blive kvalt i det, og derfor er nødt til at dumpe de første ti mundfulde. Og når strålen i øvrigt ikke er til at styre, og rammer alt i en afstand af 1 m. Således er Manden blevet skudt ned under utallige natamninger. Det er pt. lykkedes mig, at undgå at ramme andre. “Så er der mælk i kaffen!”…øhm, nej. I dette øjeblik er jeg tæt på at fortryde, at jeg med Kongen sagde nej til at sælge min mælk til sygehuset. Man kan købe mange Kähler-lækkerier for den slags. Og “malkeko” er vel ikke nødvendigvis negativt ladet?!

 

Hvor er I?

Ja, helt seriøst!? Hvad blev der af det med at være tilstede i nuet. Mindfulness. MINDFULNESS. MIIIIIINDFUUUUUULNEEEEEEESS!!!!!! (Jeg råber det også til mig selv, når jeg forsøger at gå i seng, amme eller se Bamse og Kylling, uden at skulle tjekke nyheder, facebook og bloglovin’ på mobilen. Kan. Ikke. Lade. Være. P. I. S. ).

Til nervøse forældre

Faldt over en mappe med udtalelser fra gymnasiet i dag. Jeg skulle aldrig have læst den. Min første tanke var: “OMG!”. Anden tanke: “Shit, er det arveligt!?”. I så fald, skal jeg til den tid grave en tålmodighed frem, som jeg slet ikke er i besiddelse af.

Dansk: “Du arbejder ofte meget ukoncentreret….Forsøg at samle dig mere om det faglige, og forsøg at udfordre dig selv”.

Historie: “I virkeligheden tror jeg, at du har let ved at hævde dig i faget. Men det kræver at du er i stand til at fokusere og lade småsnak og andre forhold, der konkurrerer om din opmærksomhed, høre til på rette sted, nemlig i frikvartererne”.

Tysk: “Du arbejder ganske godt når det gælder gruppearbejder, men også her er du med til at afspore diskussionerne og sænke det faglige niveau, selvom du har evner til at være en af dem, der kunne højne niveauet”. “…forstyrrende for dine omgivelser”.

Engelsk: “Er det simpelthen det hårde arbejde du skyer?”.

Kan I forstå, at jeg har en anelse svært ved ikke at grine, når jeg prædiker lektielæsning og seriøsitet for mine elever?! Og når de siger: “Åh, du har sikkert også bare været sådan en rigtig dengse da du gik i skole!”. Det har jeg ikke. Slet ikke. Til mit forsvar skal det siges, at der i alle udtalelser står, at jeg har et talent og et potentiale, som ikke udnyttes. Jeg var ikke dum. Jeg havde bare allerhelvedes svært ved at tage ansvar, sidde stille, holde mund og lade andre bestemme, hvad jeg skulle gøre og hvornår. Faktisk brugte jeg tre år på at være en elendig elev – bortset fra udvalgte fag – og en vanvittigt god festabe, med sans for 10-kroners barer og late night menuer på Mac D. Jeg overvejer tit at berolige nervøse forældre til urolige børn med min egen historie. Der er håb. Jeg er f.eks. rigtig god til at forholde mig i ro, efter jeg har fået børn. Er simpelthen for træt til andet.