Om løb – og jiu jitsu!

Løb en tur forleden. Første gang siden juni. Formen blev ødelagt af tyk graviditetsmave. Så var det, at vægten gjorde et hop og endte på + 20 kg. Det huer ikke en gammel sportsfreak. Slet, slet ikke! Derfor besluttede jeg mig for, at skide på kejsersnittet, og ved selvsyn se, om bækkenbunden røg ud eller arret gav sig. Det gjorde det ikke. Løb faktisk 4 km med barnevogn, og havde det helvedes godt bagefter. Faktisk også undervejs. Det er den effekt en lang pause har.

Har i en del år været afhængig af tre ugentlige løbeture. Ikke noget med at løbe langt og ikke noget med at presse sig selv unødigt, bare en god lunter på rutinen. Er en af dem der løber med præcis samme hastighed fra start til slut. Totalt autistisk, er jeg med de ture. Nyder dem sjældent, men er nødt til det. Tør ikke andet.

Har altid været afhængig af mit sportsfix. Da jeg var yngre, var det gymnastik og svømning. Forsøgte at vende tilbage til gymnastikken for et par år siden. Havde en romantisk forestilling om, at jeg stadig var satans god. Det var jeg ikke. Keglede kludret rundt på gulvet, når de andre for længst var oppe, og var ved at dreje hovedet af led, for at se efter. Svømningen har jeg i mig. Kan svømme fra de fleste. Seriøst. Blev i mange år spurgt, om jeg ville på talenthold. Sagde nej. Tænk, hvis der så pludselig var nogen, der var bedre end mig?! I øvrigt, er det hamrende kedeligt. Så hellere løbe.

Som barn prøvede jeg kræfter med Jiu Jitsu. Nåede to gange. Så blev søster og jeg bedt om ikke at komme igen. Det holdt ligesom ikke, at vi konstant fik grineflip, når der højtidligt skulle hilses på det japanske flag. På seminariet blev det til et par måneders fodbold. Det gik heller ikke. Dur på ingen måde til, at nogen skal råbe, hvad jeg skal gøre. Det der: “Kom nu! Ofrer dig!”. Hvad fanden lignede det jeg lavede!? Sov?

Hoppede med på zumba-bølgen sidste år. I den lokale forening, blandt gamle koner og teenagere. Og det var fedt! Fuldstændig som at være til brasiliansk fest under lysende stjernehimmel – ikke at jeg har prøvet det før. Der er ikke meget fest over løb. Og der er hul i mine løbesko.

Ingen selvdisciplin medfører autistisk forhold til løb

Chai, træstamme og (næsten) 17 igen

Verdens bedste chai – uden tvivl!

Med to en halv uge til termin, er slutspurten sat ind, i forhold til at have “mig-tid”. Inden længe vil jeg have påmonteret baby, klæbende til kroppen i månedsvis. Den tanke er såvel dejlig som skræmmende – også selvom det er 2. gang.

I går blev “mig-tiden” brugt hos en god veninde fra gymnasietiden. Menuen var lækker: Butterdejs-kød-noget, tomatsalat og dip. Træstammer og chai. “Ammenam for det”, som Kongen ville sige. Ikke om jeg fatter, at det er 10 år siden, at vi lærte hinanden at kende. 10 år siden, at vi havde stress over uafleverede opgaver, var på Mac’en flere gange om måneden, drak vodka/juice, skrålede med på Nik og Jays første hits og snød os ind på Arkaden. Tiden er fløjet af sted, og ligeså er studenterdagenes følelse af, at ALT er muligt og at man ALDRIG ville føle sig presset igen. Nu er vi blevet voksne. I hvert fald på papiret. Og jeg har saftsuseme snart to børn.

Inden jeg smuttede ud af døren, gentog jeg en af de lange afskedsscener, som manden har bedt mig pakke langt væk. På knæ foran Kongen: “Må mor få et kys?” , “NEEJ!”, “Må mor få en næsenuller?”, “NEEJ!”, “Må mor få et kram? (nu både desperat og bedende…)”, “GÅ VÆÆÆÆK!”. I stedet skulle vi side foran hinanden og vinke hinanden op i hovederne. Og det var da også fint nok, men hvor blev min lille babydreng af, og den “mor-barn” symbiose som han lagde ud med?! Hvorfor fanden går tiden så stærkt? Og hvorfor er farmand så spændende, bare fordi han borer, saver og laver alle mulige ALT for farlige ting. Jeg forstår det ikke…!

 

 

    Newer posts