Jeg arbejder!

Ja, jeg gør. Arbejder. Og jeg skulle hilse at sige, at det ikke er nemmere at vende tilbage fra en barsel anden gang. Heller ikke selvom jeg tilfældigvis har en ret god arbejdsplads, med ret søde kolleger, ret søde elever og ret hyggelige omgivelser. Det er jo stadigvæk ikke mine egne børn. Vrææææl!

Strandvænget i fuld firspring

Der er to afkørsler på vejen mod Nyborg. Det er sådan noget man skal sætte sig ind i, inden man kører alene af sted med to børn, for at have formiddagshygge ved Strandvænget (ja, dét Strandvænget – der er et lækkert naturområde, dyr og legeplads. Perfekt, til en udflugt!). Så man ikke efter anden afkørsel tænker, at der må være en tredje. Derfor startede turen med adrenalinrush, da jeg så Storebæltsbroen nærme sig, mens jeg overvejede at køre ud i nødsporet, sætte katastrofeblink på m.m. Jeg blev reddet af gong-gong’en aka. afkørslen til Knudshoved. Herefter dyppede Kongen sko og strømper i et vandbassin og senere forsvandt han med et par børnehavepiger. Jo, vi havde en rigtig hyggelig dag. Helt bestemt. Men jeg var også sådan en lille, bitte smule træt, da det blev aften.

Rutiner, gentagelser og alt for mange biler

Kongen er vild med rutiner og gentagelser. Således ser hans dag pt. ret ens ud. Hver morgen vil han se lidt “tegmefilm”. Derefter taler vi om, hvad vi skal have til morgenmad, og forsøger at overbevise ham om, at morgenmadsbegrebet ikke kun dækker “havregrød”, men også yoghurt, Cheerios m.m. Det er ikke sevet ind endnu. Inden da, proklamerer Kongen i øvrigt: “Det er weekend. Mig vil gerne ha’ pålægschokolade….hihihi”. Jeg forsøger derefter at få Kongen i tøjet. Hiver – selvfølgelig – matchende tøj frem, som sjovt nok aldrig passer herren. Pt. er tøjet: “Ulækkert! (I?), “for varmt” eller også “mig vil ha’ natbusker på!”. Når Manden kører Kongen af sted, skråles der med på “SpeeeeedDANCE!” og når jeg senere på dagen henter, køres der hjem i tavshed. Der må end ikke snakkes. Inden hjemturen, finder jeg ham spurtende rundt på løbecykel, som ikke sådan lige er til at stoppe. Først skal jeg høre hvad den siger “vroooooum!”, se (det fiktive) udstødningsrør og hjælpe med at finde parkering (krybbeskuret). Sent på eftermiddagen tigger han om at “se den med bilerne (Cars – kortfilm). Og når han får lov, løber han stærkt ned i sofaen, mens han råber “jubii, jubii, yeah!”. Der i mellem står den på (mere) løbecykel, leg i haven eller biler, biler, biler. En hovedregel er der dog: Jeg kan være ganske sikker på, at han ikke gider det som jeg foreslår. Og siger jeg nej til noget, opfører han sig som om, at hele hans liv afhang af lige præcis den ting. Hvem fanden har opfundet selvstændighedsalderen?!

Lockoutet gange to

Det er surt at være lockoutet. Det er endnu mere surt at være lockoutet, når man er på barsel. Så er det nemlig ikke nemt at deltage i alle de fede demonstrationer og happenings, der foregår for tiden. Godt nok er Krabaten en mild fyr, men jeg tvivler alligevel på, at han er gearet til at kæmpe en kamp mod noget, der føles som Goliat. Jeg kunne skrive rigtig meget om, hvad en lærers job indeholder. Og om fordomsrytteri, skjulte aftaler og unfair metoder. Jeg kunne også skrive om, hvordan det føles, når alle har en mening om det job man har – og om hvor svært det er at tøjle sig, når folk, som ikke er branchen, mener de ved mere om det, end de som er. Det gider jeg bare ikke. Facebook bugner af fantastiske debatindlæg, statements, videoer og opråb fra lærere i hele landet. Meget af det er så godt, at jeg tvivler på, at jeg fra min barselsboble, ville kunne gøre det bedre. Tjek det ud. Og tænk så over, hvad du har lyst til at byde dine egne børn.

5116_560_560_0_0_0_0_2

Min ven, mascaraen

Hver morgen camouflerer jeg mig bag en maske. En maske af makeup. Det har jeg gjort så længe, at det er blevet en vane, som ikke sådan er til at lægge fra sig. Et afhængighedsforhold, kan man sige. En dag tog jeg mig sammen (eller ok, jeg kom for sent op..), og tog på arbejde uden mascara på. Når man sådan ca. 20 gange (mindst) i løbet af en dag, så bliver spurgt om, hvad der er sket? Om man er træt? Hvorfor man ser anderledes ud? Finder man ud af, at man tilhører kategorien “os der bruger makeup, fordi vi er nødt til det”. Nu er jeg mor til to, og har dermed fået et endnu tættere forhold til min mascara. Nogen gange kan den (næsten) viske nattens uroligheder væk. Næsten. Og helt seriøst – den her mascara er vanvittigt god.

loreal-paris-mega-volume-collagene-24h-mascara-extra-black-9mlFra Loreal, i øvrigt…