Projekt kat(te)

Jeg bor sammen med Poul Thomsen. Måske ikke den helt rigtige, men det er fandeme tæt på. I lang tid har han hentydet til, at han vil have en kat. Det udviklede sig til timers søgen efter den perfekte kat (=helt bestemt farve pels og øjne). Så langt troede jeg stadig ikke han havde tænkt sig at gøre alvor af projektet. Særligt, fordi han ved, at jeg ikke er vild med katte. Men så gik det op for mig, at jeg bliver katteejer i starten af august. Til TOOO!!!

Bvadr

Manden har opdaget en ny side af sig selv. På sin vis lidt spændende i en alder af knap 27 og samtidig overraskende. Den nye side kan vi kalde: Irriteret temperament. Pt. går Gemalens “irriteret temperament” hånd i hånd med (og det skal råbes…): “ULÆKKERT, ULÆKKERT!”. De ord, selvfølgelig ikke bare råbt én, men gentagne gange, kommer ud af Kongens lille, fine overbidsmund, hver gang vi skal spise. Tag nu f.eks. i morges:

Manden: Vil du have franskbrød eller yoghurt til morgenmad?

Kongen: Yoghurt med cheerios…

(Manden stiller morgenmaden på bordet….)

Kongen: “ULÆKKERT, ULÆKKERT!”

Manden: Det er bare yoghurt med Cheerios…lige som du sagde, du gerne ville have…

Kongen: “Det er ULÆKKERT, ULÆKKERT!”

Manden: (Nu anstrengt mine): “Det er bare yoghurt, og det er det der er.”

Kongen: “DET ER ULÆÆÆÆÆÆKKEEEEEERT!”

Herefter udspiller sig det scenarie, som hedder “slå-ske-i-skål-og-kast-hvad-du-kan-nå-at-kaste-før-far-konfiskerer-skål-med-indhold”. I det tidsrum der går, fra Kongen starter på sit show, og til han langsomt overgiver sig til, i det her tilfælde, mad han godt ved han kan lide, er Gemalen ved at eksplodere i forsøget på at holde de værste udbrud inde. Det er egentlig ok interessant at være tilskuer til. Altså, på de dage, hvor jeg ikke også selv har problemer med at gennemføre en nogenlunde anerkendende pædagogik.

Nærmest al mad er, ifølge Kongen, ulækker. Bortset fra brød med smør eller rugbrød med leverpostej. Og agurker. Kage og andet sødt, ej at forglemme. Sidstnævnte får han dog ikke i hverdage, så det er ikke det, der brødføder ham. Lige nu banker jeg hovedet ind i væggen, mens jeg messer: “Det er en fase, det er en del af knægtens udvikling, det er snart overstået”. På en måde, er rugbrød med leverpostej vel også varieret kost, hvis jeg nogen gange putter smør under, og andre gang ikke?!

IMG_0749

I Kerteminde har de is – og de er IKKE ulækre!

Verdi by night og kondisko

I weekenden var der lagt op til Verdi. Til første mundfuld alkohol siden før jeg ventede Krabaten. Så er det sådan lidt skuffende, og en kende ærgerligt, at man (jeg) ikke var i stand til at holde mig vågen længere, da klokken ramte 21.15, og vi dermed kun fik sippet lidt til et enkelt glas. Det positive er, at vi nu kan gentage “arrangementet” og tilmed (måske) nå at toppe det med de to specialøl vi har på køl. Wow.

IMG_0508

Og prøv så lige at se et par seje kondisko jeg har købt til Kongen. Kangaroos til 400 kr. og mindst lige så lækre som Nike Free. Pt. fungerer de som sutsko – kom sol, kom grønt, kom Kangaroos!

IMG_0509

Plok! Taget før jeg gik “død” og muggede i seng…

 

 

Go, go, go!

Mandens og mit bomuldsbryllup skulle fejres i går. I denne ofte trætte tid med afbrydelser, var det mest luksuriøse vi kunne komme i tanker om, en biotur. Tænk sig at kunne sidde ned – og blive siddende. Og som vi snakkede om, kunne det kun blive en succes. Ville filmen være for kedelig, kunne vi stadig have en fantastisk aften, og udnytte chancen for et par timers sikker sammenhængende søvn. Det blev dog ikke aktuelt. Overhovedet. “De Urørlige” er, som mange allerede ved, en fuldstændig fantastisk, varm og rørende film. Har du ikke set den, så gør det. Hellere nu end senere. Livsbekræftende, smuk og med vanvittigt troværdige skuespilspræstationer. En af de få film, hvor jeg har kunnet sidde stille. Jeg er solgt.

The-Intouchables11

Bautasten og søvn

Normalt har jeg svært ved at sove, hvis Gemalen er ude. Vender og drejer mig, hører lyde og ser mindst 100 indbrud for mit indre blik. Skørt. Og også lidt bedstemoragtigt på den latterlige måde. Sådan var det ikke i går. At være træt på “vi har en baby i huset”-måden gjorde, at jeg sov som en sten. En bautasten, må det have været, for jeg hørte ikke han kom hjem. Faktisk vågnede jeg kun pga. Krabaten, registrerede en sms om, at Manden var på vej hjem og konstaterede, at den var sendt for to timer siden. Mærkede pulsen stige, kom i tanker om unge, fulde mænd i alt for kolde havnebassiner, fandt Gemalens nummer og skulle lige til at ringe op, da jeg blev overrasket af et “snoooooork!”. Og dér lå han sørme. Lige ved siden af. Snorkende og stinkende, med uglet hår og perfekt skæglængde.