Sydens (kunstige) sol

Ok, dem der siger, at Lalandia er børnenes paradis har ret. Det er gennemført, det er plastic-fantastic, det er adrenalin og det er fedt. Faktisk, tror jeg også lidt det var paradis for Gemalen. Og i det øjeblik, da jeg skreg mig gennem den mest vanvittige vandrutchebane jeg nogensinde har prøvet, var jeg også ret meget i kontakt med mit indre legebarn.

Den hed i øvrigt “Tornadoen” og gav mig ben af gelé. Sådan føltes det i hvert fald, da jeg skulle samle de sølle rester op af mig selv, oven på en tur i den. “Tornadoen” lærte mig, at jeg kan skrige usandsynligt længe og grine samtidig, at hverken jeg eller gemalen mentalt har samme alder som vores kroppe og at det rent faktisk godt kan lade sige gøre at overleve et frit fald i gummiring. Hvaa’…ku’ vi ik’ sige, at du var den, det sørgede for at bremse tankerne om en HC Andersen Park, og i stedet gav folket, hvad de vil ha’: Et fynsk Lalandia?! 🙂