Den dårlige cocktail af sure børn og fotograftur

Vi har fået taget nogle skønne billeder af en fotograf. Ren idyl, med den grønne skov som baggrund og os fire glade hoveder, slentrende, løbende, hoppende og hængende. Alle kommenterer billederne med et: “I ser bare SÅ glade og lykkelige ud!”. Den kommentar giver mig lyst til at sende fotografen 50 specialøl og ligeså mange knus. For det var vi ikke. Den dag. 50 % af os startede glade og lykkelige (Manden og jeg), men endte hurtigt med at blive trukket ned i sølet af de resterende 50%, som lige den dag, var skiftevis sure, gale, råbende, skrigende, klynkende og bævende.

Thumps up og respekt herfra til den fotograf, som formåede at fange de moments, hvor børnene kun var bævende, og som fik dem til at se (ok) glade ud, og for at undgå at forevige de moments, hvor skiftevis Manden eller jeg enten bedende eller snerrende, lovede guld og grønne skove og kæmpe is, hvis bare de #¤%#¤% billeder kom i kassen!

Når ældre mennesker fester…

…er der syngepiger fra Faaborg. Som er rynkede, klædt i blonder og læder og som tilbyder fødselaren at “blive lagt til”. Der er gode taler. Mindre gode taler. Fulde taler. Der er levende musik, tre-retters og “de skal leve, de skal leeeeeveee…”. Der er “hvad arbejder du så med?”-snak, skål og skål og skål. Og der er masser af gråt hår og gammel træthed, som for en aften fordufter og forvandler sig til røde læber, klaprende hæle og asymmetrisk snit. Til flashbacks til ungdommens storhedstid og dansebal. Det er fandeme fedt. Og sejt.

Det bedste var, at jeg er så ung, at jeg sad ved ungdomsbordet. Det siger så måske en anelse om gennemsnitsalderen, at min ene bordherre var 52.  Den anden var til gengæld 19.

SM 10-5.jpg-for-web-normal

Tatoveringsjunkie…

…er jeg ikke helt, men af en eller anden grund, sad jeg i en tatovørs stol i Ringe i onsdags. Jeg skulle ellers ikke have flere. Så fik jeg lavet tre. Et lille sort hjerte på bagsiden af begge ankler og en puslespilsbrik på underarmen. To hjerter, to børn. En puslespilsbrik, en mand. Gemalen fik i samme ombæring nemlig lavet en brik, der passer til min.

Med smerten og tatoveringen følger også et rush. Et kick ved tanken om, at jeg har købt et smykke, som aldrig kan tages af. Og ved jeg overhovedet, hvad jeg synes er pænt om 5-10-15 år?! Nej. Selvfølgelig ikke. Men jeg ved, hvad jeg synes er pænt lige nu, og det er nok. Eller som andre siger: Prøv at tænk på, hvor grim en tatovering bliver med tiden. Ja, det gør den. Men til den tid, vil ca. 50% af os gå rundt med grimme tatoveringer, og så er vi da mange der kan trøste hinanden, når den anden halvdel griner af os.

Den mest legale grund til at få en tatovering er dog klart tatovørens. Han så det som mindfullness. Så har du tendens til stress, så få en tatovering. Jeg lover dig, at du vil få det meget bedre.

Instagram

Nøj, hvor er jeg sløv til at få skrevet. Til gengæld er jeg en anelse forelsket i Instagram for tiden. Og så har jeg nok også været der, hvor jeg har spekuleret i, at det er besværligt at være delvist anonym på en blog. Hvor jeg har tænkt, at det er hyggeligt at følge blogs med “rigtige” mennesker, som ikke er delvist anonyme. Det er dermed et ret dårligt blogkoncept jeg selv kører, men summasumarum er, at sådan er det. For jeg har det bedst med at være lidt hemmelig. Og med at mine børn er lidt hemmelige.

Nå, men skal vi ikke være Insta-venner? Altså, det jeg prøver at sige er, at selvom jeg er delvist anonym her, så kunne det være sjovt at følge jer på Instagram. Hvor er I?