Momentvise øjeblikke af mådehold
Mådehold er ikke min stærke side. Det hjælper dog på det, når jeg ser glimt fra Danmarksindsamlingen. Det er svært at sidde og proppe sig, når man får verdens ulykker blæst ind i ansigtet samtidig. Derfor kunne jeg styre mig i går, da jeg småhapsede frugt og chokolade med en veninde. Sendte en sms af sted med 150 kr. Det hjalp lidt. Så måtte jeg godt spise lidt ekstra chokolade.
I eftermiddags var der ikke Danmarksindsamling. Ergo var de momentvise øjeblikke af mådehold forbi. Vi bagte fastelavnsboller med Kongen, og jeg endte med at spise fire. Dumt, dumt, dumt. Til gengæld smagte de sindssygt godt og så festlige ud. Opskriften var fra en Amo kogebog. Nogen af de bedste kogebøger, hvis I spørger mig. Pæne billeder og simple opskrifter. Fastelavnsbollerne bestod af en lys dej, creme og mørk glasur og Smarties på toppen. I skrivende stund, leder jeg efter en undskyldning for, hvorfor jeg skal have en mere. Viser de mon klip fra Danmarksindsamlingen på YouTube?!
Vi lavede nogen, der var pænere, men dem har vi spist…
Hvis du synes den der er for grim, så bare send den til mig 🙂 Jeg synes den ser lækker ud! (skal vist lige tjekke den der opskrift ud – hvilken én af bøgerne var det i? – har alle 3 – eller er det 4?)