Til nervøse forældre

Faldt over en mappe med udtalelser fra gymnasiet i dag. Jeg skulle aldrig have læst den. Min første tanke var: “OMG!”. Anden tanke: “Shit, er det arveligt!?”. I så fald, skal jeg til den tid grave en tålmodighed frem, som jeg slet ikke er i besiddelse af.

Dansk: “Du arbejder ofte meget ukoncentreret….Forsøg at samle dig mere om det faglige, og forsøg at udfordre dig selv”.

Historie: “I virkeligheden tror jeg, at du har let ved at hævde dig i faget. Men det kræver at du er i stand til at fokusere og lade småsnak og andre forhold, der konkurrerer om din opmærksomhed, høre til på rette sted, nemlig i frikvartererne”.

Tysk: “Du arbejder ganske godt når det gælder gruppearbejder, men også her er du med til at afspore diskussionerne og sænke det faglige niveau, selvom du har evner til at være en af dem, der kunne højne niveauet”. “…forstyrrende for dine omgivelser”.

Engelsk: “Er det simpelthen det hårde arbejde du skyer?”.

Kan I forstå, at jeg har en anelse svært ved ikke at grine, når jeg prædiker lektielæsning og seriøsitet for mine elever?! Og når de siger: “Åh, du har sikkert også bare været sådan en rigtig dengse da du gik i skole!”. Det har jeg ikke. Slet ikke. Til mit forsvar skal det siges, at der i alle udtalelser står, at jeg har et talent og et potentiale, som ikke udnyttes. Jeg var ikke dum. Jeg havde bare allerhelvedes svært ved at tage ansvar, sidde stille, holde mund og lade andre bestemme, hvad jeg skulle gøre og hvornår. Faktisk brugte jeg tre år på at være en elendig elev – bortset fra udvalgte fag – og en vanvittigt god festabe, med sans for 10-kroners barer og late night menuer på Mac D. Jeg overvejer tit at berolige nervøse forældre til urolige børn med min egen historie. Der er håb. Jeg er f.eks. rigtig god til at forholde mig i ro, efter jeg har fået børn. Er simpelthen for træt til andet.

At være ude i god tid

Sådan! Så blev Krabaten opskrevet på venteliste til både børnehave og skole. Og så er det jeg kigger på ham, og tænker, at han kun er en “lille” baby, og hvor er det tidligt, og han kan jo næsten ingenting og…og det er bare sådan det er, hvis man gerne vil have lov til at kunne vælge selv.

Kongen skrev vi op til skolen da han var 4 mdr. gammel. Vi syntes selv vi var enormt tidligt ude. Var næsten lidt stolte af os selv. Det varede til vi fik bekræftelsesmailen, hvor der stod, at han var nummer 36 i køen. Baaah! Lang næse til os. Derfor spotter jeg altid par med små børn, der skændes. Så håber jeg i mit stille sind, at de skal skilles og flytte, og ikke bruge deres skoleplads.

 

 

 

Min lille grønskolling

Kongen fik et brev i dag. Eller, det var nu til mig, men handlede om ham. Om børnehavestart. Helt præcist 1. august – i det her år! Af en eller anden grund gav det mig en kæmpe klump i halsen og øjnene blev unødvendigt meget fugtige. Han er jo bare en lille grønskolling med lige så røde kinder og samme friskfyr-attitude som Nutty fra TV (ham der nissen, der tosser rundt i en bil). På papiret ER han heller ikke særlig gammel, og vil 1. august kun være 2,7 år. Og han er jo en dreng, og de skulle efter sigende ikke være de kvikkeste. Udviklingsmæssigt. Men ok, børnehave it is. Så længe det bare ikke er skole. Det klarer jeg aldrig.

På gensyn, Jylland

Kongen kører en tur med Krabaten.

Og så kom vi hjem fra det jyske. Troede nær vi aldrig ville blive færdige med at pakke sammen i formiddags. Kongen blev træt af at vente, og ville hele tiden lege gemmeleg eller “se, min mund!”, og fik i øvrigt smidt et æble om bag noget, hvor det aldrig kommer frem igen – gad vide om det med tiden kan forsvinde ned i gulvbrædderne uden at gøre opmærksom på sig selv? Krabaten skulle skiftes i en hurtig vending i sofaen og sked det hele til. Lejlighed nr. 20, don’t go there!

Nu er vi hjemme, og heldigvis så huset ud, som da vi forlod det. Er sikker på, at det skyldes den ekstreme spotlampe, vi har fået installeret i vores indkørsel. Tanken er, at en eventuel indbrudstyv vil blive blændet, og derefter miste orienteringen. Problemet er, at det også sker for os selv. Og at vi i øvrigt hele tiden kigger op, når spottet lyser køkkenvinduet op. “Står der en blændet tyv nu, hva’, hva’, hva’?!”. Næ. Til eventuelle tyve kan jeg sige, at vi ikke ejer noget af værdi. Det beviste vores hidtil eneste indbrud, hvor tyven løb med gamle, ødelagte mobiler, en gammel computer og smykker fra H&M. Stupid.

 

 

En dum ko

Hold fast, hvor jeg nyder livet i det jydske – Kongen der storgriner, spiser pålægschokolademadder og bader bedstefarfingrene frem, Krabaten der smiler ved Kongens stemme og knus og godmodigt modtager skældud fra Kongen:”Ik’ kras!”. Og Manden, der driller kærligt og har det der blik i øjnene.

Så sad trekløveret (Krabaten, Manden og jeg) og så et program om kærlighed og så tonede Laust Sonne frem på skærmen og sendte mig 8 år tilbage i tiden, hvor jeg boede i bofællesskab. Kom hjem en sen nattetime, lettere beruset, så Laust Sonne ligge i en seng, grinte hysteris, hvorefter han kaldte mig “dumme ko”, jeg grinte lidt mere og trissede i seng. Det var altså sært.