Om at hedde “rod” til mellemnavn

Her i huset arbejder vi på at rode mindre. Det er svært. Meget svært. Vi bruger oceaner af tid på at rydde op. Tit overvejer jeg, om huset er beboet af et rodemonster, som dukker frem i løbet af natten og dækker gulvet med LEGO og biler. Og rester fra gårsdagens aftensmåltid. Løbetøj, reklamer og køkkenredskaber. Hos rodemonsteret er der no limits.

Rod har altid været mit problem. Som barn rodede jeg så meget, at mine forældre, efter gentagne “advarsler”, samlede to sorte sække med legetøj fra gulvet og gemte væk. Har sikkert sagt noget i stil med, at jeg kunne få det igen, hvis jeg begyndte at rydde op. Nogle dage efter kom legetøjet på magisk vis tilbage. I hvert fald halvdelen af det. Sækken med yndlingsdukken havnede nemlig på lossepladsen. Det er, hvad der kan ske, når man forveksler en sort affaldssæk med en anden. Desværre udeblev effekten. Fortrød mit rod, dengang jeg trådte i en hundelort, mine forældres hund havde plantet mellem det.

Kongen har også en ting med rod. Det bedste han ved er, at slæbe skamlen ind på værelset, og tømme hvert rum i Ikea-reolen. Som i, kaste lortet ned på gulvet. Så står han og nynner og synger i mens. Det lyder så hyggeligt, at vi aldrig får sagt noget, før det er for sent. Fortryder det altid, når jeg efterfølgende kaster tingene tilbage på reolen. Alene, som oftest. Gemalen er mere typen, der laver organiseret rod. Det går ud på, at samle ting i stakke og bunker, og placere det på alle plane overflader. Og bruge bestemte stole i stuen til at aflægge tøj, og bestemte hjørner i køkkenet til værktøj og skruer. Organiseret rod eller kaotisk rod, det er sådan set lige træls. En tidsrøver, på linje med Facebook.

Og så var det også, at vi var dem, der sagde, at vi ikke ville rode i 2013. Eller i hvert fald, rode mindre. Derfor kan jeg lige nu næsten ikke se den bunke med løbetøj, der ligger på badeværelset, og mikset af handsker, hovedtelefoner, nøgler og sko i gangen. Kuk, kuk, hvor er I?!

Og hvem hulen har smidt den her i min stue?!