Undercover-ammer
Om jeg ammer? Ja, det gør jeg. Om jeg bryder mig om det? Nej. Da Kongen kom til verden stiftede jeg første gang bekendtskab med den berømte “ammemafia”. Blikkene på sygehuset og indforståetheden. Selvfølgelig ammer alle deres børn. Det var det det betød. Selvfølgelig.
Det var ikke lige så meget selvfølgelig for mig, som for dem, men jeg gjorde det, og klarede 4 mdr. 4 mdr. med konstant knappet op og fri bar. Og alt for vågen baby. Så reddede sundhedsplejersken mig med et grønt lys for anden føde og jeg åndede lettet op. Tilknytningen, den tættet kontakt og glimtvis følelse af symbiose var specielt at opleve. Ja. Men roen, den fandt jeg aldrig. Roen til at føle situationen så naturlig, som den bestemt er. Og roen til at se ud over blufærdigheden.
Med Krabaten er det ligeså. Næsten. Sidste gangs rutine har sat sig, og der er mere ro og afslappethed end sidst. Stadig ikke nok til, at jeg vil gå så vidt, som til at sige, at jeg nyder det. Og jeg mener stadig, hvad jeg skrev i min “ammejournal”: “Det er ikke lige mig”. Jeg læste engang en artikel om den vestlige verdens seksualisering af bryster og hvad det har medført af kvinder i ammekrise. At kvinder ikke føler situationen naturlig og har svært ved at skulle koble fortrinnene til to SÅ forskellige situationer. Forstår dem godt.
Amning er en af de ting, hvor jeg har hanket op i mig selv. Holdt mig selv i kraven, dunket hovedet ind i væggen, og indprentet mig, at det er for Krabatens immunforsvars skyld, at det i øvrigt er nemmere end at skolde flasker og at det jo sådan set er bedre, at han får glæde af mit overflødige ammeflæsk, end at det skal forhindre mig i at passe mit tøj. Det hjælper lidt. Tager samtidig hatten af, for dem der ikke bukker under for ammemafiaens blikke. Amning er godt, og klart det bedste, men ikke for enhver pris.
Og amning i det offentlige rum? I får ikke problemer med mig! Naturligt eller ej, så gemmer jeg mig væk, om muligt. Kan efterhånden amme hvor som helst, og når som helst – så længe der ikke er andre. I bilen, på toiletter etc. En rigtig “undercover-ammer” – sådan en, som mediernes uforstående café- og restaurationsejere burde give en medalje! Tak!
Åh ja, hvis man vil ha’ et misbilligende blik, så skal man bare stille spørgsmålstegn ved lysten eller evnen til amning.
Begge mine drenge er flaskebørn – og udover at jeg i forvejen havde en kaotisk førstegangsfødsel og efterfølgende topkritisk periode, så hjalp det eddermandme ikke at jeg ikke kunne amme min søn og derfor i omverdens øjne lå i kategorien ‘satans yngel’…
Ved dreng nr. 2 havde jeg paraderne oppe og den der omvendte amme-diskrimination, kan stadig få mig HELT op i det røde felt – klar til at kæmpe kampen!
Valget er DIT honey – og dine følelser omkring det er legale og naturlige – uanset hvilken retning de trækker dig i!