Supernanny

Holdt “julefrokost” i går. Med Kongen, Krabaten og søster. Hun har assisteret de sidste tre tirsdage, når manden har siddet på skolebænken. Akademiuddannelse, min røv. Sidste lektion var i går, og det fejrede vi med fiskefilet i rasporgie, lunkne frikadeller og smuldrene sundhedsleverpostej. Punktummet blev en klat ris a la mande. I pølse. Præcis, som en nybagt andengangsmor kan overskue det.

Søster er pædagog. En dygtig en af slagsen. Sådan en, der på nul-komma-fem kan kridte banen op og sekundet efter synge “pruttesangen”. Og så er hun tålmodig. Som f.eks. da Kongen “talte” pengene i min pung, og øjeblikket efter fik den ide, at lade kort og kontanter ramme jorden. Søster: “Jeg mener, din mor sagde, at pengene skulle blive på bordet”. Kongen: “Nej”. Søster: “Jeg synes du skal samle dem op”. Kongen: “Nej”. Søster”Jo, det synes jeg du skal”. Kongen: “Nej”… Krabaten var vågen. Det var hans bidrag til festen. At han holdt sig vågen i 3 1/2 time, og krævede beværtning hver halve. Mindst.

Selvom det var en fest, var det også lidt sørgeligt. Måske angstprovokerende. For at det er mandens sidste lektion, det betyder også, at han snart skal til eksamen, hvilket er i januar, og i januar er “henteordningen” slut og jeg skal selv hente Kongen. Som i alene. Med to børn. Fem eftermiddage om ugen. Nogen tænker måske, at det burde være en smal sag. Nøgleordet er burde.

Men så var det også at jeg besluttede mig for at mande mig op. Tage mig sammen. Tage ansvar og alt det der. Og så var det, at vi legede, at jeg var den, der hentede børnene og hyggede hele eftermiddagen til farmand kom hjem. Og ved I hvad? Jeg tror faktisk jeg kan. Selvom jeg er bange.