Lola er Gud

At have to børn er det sindssygeste jeg nogensinde har prøvet. På flere måder. Tænk, at have det overordnede ansvar for to små liv. To små planter, som skal vandes og gødes, som ikke må tørre ud og som skal beskæres korrekt. Og hvordan ved man så lige, om det man gør er rigtigt? Om man sliber “diamanterne” rigtigt? Imødekommer to små personligheder, gør dem livsduelige og sørger for, at de kan elskes af andre end deres forældre? Sandheden er, at man ikke ved en skid. Man kan gætte, følge den berømte mavefornemmelse og gøre sit bedste, men facts er der ingen af. Man må vente og se.
Her kommer Lola Jensen ind i billedet. Hun er Gud. Det er jeg helt sikker på! Min Lola bibel giver svar på alting og den er altid klar til at hjælpe – når som helst og hvor som helst. Da Kongen kæmpede som en gal for at undgå tandbørstningen, slog jeg op i biblen og BANG! Problemet var løst. Et par dage, i hvert fald. Pt. er jeg ved at læse kapitlet om børn fra 2-6 år, i håbet om at finde nøglen til, hvordan grænsesøgende to-årig skal takles. Lolas hemmelighed er “time-outs” på værelset. Kongen elsker det. Løber selv derind, tænder keyboardet på “demo” og sidder og hygger med “Åh Susanne” og Brio. Det er sgu en smal sag at være konsekvent!
Før var jeg alti’ træt og deprimer’t, men så prøv’et jeg Lola. Nu har jeg det meg’t bed’er. Tak for hjælpen Lola.
Efter en meget hård dag med utallige konflikter er jeg meget tæt på at købe den online LIGENU! Tak for tippet 🙂