Hybris og Nemesis

I dag sluttede gemalens barsel. 14 dage er fløjet af sted og gentagne gange har tanken “ha! Hvem sagde det var hårdt med to små i huset!?” strejfet mig. Bagerst i hukommelsen står min gamle old-lærer nu og gnægger “Hybris og Nemesis”, og det er sådan set fint nok, for så lærte jeg det. At en ting er at være to til to. Noget helt, helt andet er at være en til to, hvoraf de to til tider er berettiget til double-up.

Og så er han ikke engang startet fuld tid endnu. Chefen forbarmede sig over kejsersnitsramt og ikke-løftende nybagt mor, og jeg “slipper” dermed for afhentningscirkusset. Til gengæld, og så på den aller første dag i det, næsten, virkelige liv, var der efterfølgende møde til kl. 20. Som i, “mener du, at jeg SELV skal sørge for aftensmad OG putning af Kongen? OG amme i mens, samt undgå løft!?”. Og ja, det mente han.

Krabaten lagde ud i fin stil og tog en blunder. Her lykkedes det Kongen og jeg at læse en bog og hygge i sofaen, og alt var som i “gamle dage”, inden han begyndte at “straffe mig” for graviditetens nedgradering af min underholdningsværdi. Her tænkte jeg stadig: “Ha, hvor er det nemt med to små børn!”. Så vågnede Krabaten og skulle ammes, og så fortrød jeg inderligt, at den tanke nogensinde havde strejfet mig.

I et splitsekund var Kongen oppe på køkkenbordet, og kravlede målrettet over mod knivblokken. Fuld firspring op af sofaen, med Krabaten stadig spisende, for at undgå eventuel katastrofe. Tilbage til sofaen. To sekunder senere, grinede Kongen igen på køkkenbordet – denne gang forårsaget af kombinationen elkedel + vand + Krabatens dyne + sø. Fuld firspring op af sofaen, med Krabaten stadig spisende – igen! Tilbage til sofaen.

Senere hed udfordringen: “Lav mad, dæk bord, hjælp 2-årig, spis og ryd af” med Krabat på armen. Resultatet heraf blev, at bordmanerer var en endnu større by i Rusland end de plejer at være, at Krabaten konstant fik nudler i hovedet og at maden i øvrigt var kold og uden tilbehør. Aftenes videre forløb var sådan set ok. Mest fordi Krabaten heldigvis valgte at blunde, da Kongen skulle puttes, og jeg dermed “kun” skulle slæbe Kongen med ind i stuen tre gange under godnatlæsningen for at give sut. Og det der med at jeg ikke må løfte? Regner med, at sygehuset i deres folder mangler at tilføje: “Kejsersnitspatienter med 2-årige i huset, må løfte når barnets manglende hørelse byder det”.

Nå men, sådan en au pair der….!