Lad mig præsentere – Krabaten!

Krabaten er sød. Som i virkelig sød. Og dejlig og hele “lortet” værd. For Gud fader skal vide, at jeg ikke har nydt at være gravid, tage knapt 20 kilo på, føle mig som en hval og bruge endeløse timer på at frygte fødslen. Nu er han her endelig, “ringen er sluttet”, familien er færdiglavet!

Selve fødslen – altså kejsersnittet – forløb præcis som jeg havde ventet. Fra det øjeblik jeg trådte ind på stuen for at iklæde mig hospitalstøj, tudbrølede jeg, og ganske hurtigt lignede jeg en, hvis sidste dag var kommet. I hvert fald ikke en, som rent faktisk skulle til fødselsdag. Sit eget barns, endda.

På operationsstuen var kunsten at undgå at kigge på de remedier, som ganske praktisk var lagt foran snuden på “espeløvet” (=mig). Og ellers i øvrigt forsøge at svare det veloplagte personale, som var på seriøst overarbejde. Lidt må det have krævet at opretholde så fantastisk en stemning, når “snittets” hovedperson var så rystende, tudende og “helt til hundene”-agtig. Var en anelse flov over mig selv – specielt da sygeplejerskerne gentagne gange nærmest messede: “Du klarer det SÅ flot!”vidste jeg, at den var helt gal. At det netop var det jeg ikke gjorde. Glimtvis lykkedes det mig at “gå ud af kroppen”, og det jeg så, var ikke noget jeg var stolt af. Men det er jeg af Krabaten. I den grad. Så skidt med, at jeg var barnlig, mere barnlig, mest barnlig. Jeg klarede det – eller, jeg fik det i hvert fald overstået – og jeg er lettet!

Og Krabaten? Han er stor og stærk, men mindre end ventet. 4115 g og 55 cm. Han var 14 timers faste og en operation værd. Selvfølgelig også meget mere end det, men det er en måleenhed, der giver mening i min verden pt. Han er veltilpas, mild, gryntende og interesseret. Jeg glæder mig så hamrende meget til at se, hvad han mere er! Sådan indeni.

Og Kongen? Han ville med det samme både ae, holde og vise yndlingslegetøj frem. Ja ok, gaffeltrucken skulle åbenbart ikke ses, men føles, og af og til var “mig aer” nok mere “mig banker”, men intentionerne var der. Og vigtigst af alt – de var gode!

Jeg sidder nu med blød bodegamave, Tena Lady og sorte rande under øjnene. Men ved I hvad!? Jeg er vist det man kalder lykkelig!

Lidt skeptisk blik, men her er han

 

 

 

Krabaten kom….

…men det var ikke frivilligt. Det bliver et elendigt indlæg det her, så er det sagt. Jeg befinder mig nemlig lige nu i en boble af babylykke og morfin. Og den har jeg befundet mig i siden kl. 15.00 i går,juvre jeg hørte Krabatens dybe røst for første gang.

Det tegnede ellers ikke så godt – jeg var sat på til Kl. 11, men blev hele tiden udskudt. Derfor ved jeg nu, hvordan det føles at faste i 14 timer. Don’t do it. Det hele er gået godt – jeg fik hylet, panikket og rystet mig gennem kejsersnittet og kunnen ikke være mere lykkelig lige nu. Præcis som det skal være. Krabaten vejede i øvrigt 4115 og er 55 lang. Og så har han det sejeste sorte hår – en rigtig Italiano.

Er rigtig glad for jeres krydsede fingre – er sikker på, at de gjorde, at jeg ikke begyndte at råbe.

Tag jer i øvrigt ikke af mærkelige ord og tastefejl – har skrevet på en IPad, og den lever desværre sit eget liv…

Panik-indlæg

Krabaten kommer tilsyneladende ikke frivilligt. Fatter ikke, at han ikke kom i søndags, som han skulle. Jeg, der ellers er så punktlig selv. Har netop puttet Kongen og tillader nu kroppen at gå all in på angst. Det skal tilføjes, at jeg kun fik lov til at putte ham, fordi farmand er ved lægevagten. Jow, det er en ok start på en snarlig familieforøgelse – I MORGEN!?!

Brugte timer på forundersøgelse på sygehuset i dag, og fik endnu engang bekræftet, at jeg er en kylling. En kæmpe en, endda. Blev faktisk lidt flov over mig selv, da sygeplejersken var nødt til at smøre tryllecreme på inden en blodprøve, og da jeg rystende sad med et andet “kejsersnit-par” og hørte om morgendagens forløb. De var så glade og forventningsfulde, og det eneste jeg gjorde var at ryste, forsøge at styre min bævende stemme og ellers stirre stift på en plet på gulvet (for ikke at komme til at hyle, at forstås..).

Kl. 11. går det løs i morgen. Kunsten for mig bliver, at opføre mig som “et voksent menneske”. Som voksen, kan man det der med at “tage sig sammen”. Så er man også i stand til at tænke på, at det sådan set er en glædelig begivenhed. At man rent faktisk er kommet for at blive mor, og at det er barnet det handler om. Barnets bedste. Derfor ved jeg, at jeg ikke er rigtigt voksen endnu. For det kan jeg ikke. Det eneste jeg har lyst til er at råbe, som jeg engang så en gøre i “De Unge Mødre”: JEG VIIIIIIL IKKEEEEEE ALLIIIIGEEEEVEEEL!

Ps: Heldigvis har jeg prøvet det før, og derfor ved jeg, at det nok skal ende lykkeligt. Det gjorde det sidst, i det øjeblik der blev slået knude på syningen. Ikke et sekund før. Men SÅ kom glæden, sommerfuglene, lykken og trangen til chokolade igen!

Hvordan turde jeg overhovedet det her?!

 

“Mor-sms’er”

“Godmorgen min lille pingvinunge…”, “Husk, nu at få sat lovlige lygter på din cykel…”, “Luffe er blevet luftet, men mor kunne ikke få den til at lave pøller…”, “Min lille skat, mor savner dig…” – dette er bare nogle blandt mange eksempler fra “Sara og David” på P3: “Mor-sms’er”. Hvis det ikke er god barselsunderholdning at høre det, så ved jeg snart ikke hvad…

Samtidig, har jeg svært ved at forstå, at sms’erne er sendt til voksne mennesker. Eller i hvert fald noget der ligner. For helt ærligt, hvem kalder en 25-årig fyr for “pingvinunge”?! Og hvem omtaler i det hele taget sig selv i 3. pers., når man taler til en på 30? Fyren ved vel godt, at mor er mor, selvom hun siger jeg…

Og det er så nemt, at sidde og kloge sig, når man har en lille fyr på knapt 2, som ikke ville studse over at blive kaldt noget mystisk eller over, at jeg omtaler mig selv som “mor” – men nok nærmere over, hvis han fik en sms. Og av, hvor jeg håber, at  jeg kan slippe min lille dreng, før han bliver en mand på 30. Længe før.

Jeg håber sådan, at jeg til den tid husker på, at hver alder kræver sin mor. At jeg kan have tiltro til, at han som voksen selv har styr på “cykellygtesæsonen” og aftensmaden. Og så håber jeg virkelig, at han ville synes det var dødtræls  at blive kaldt såvel “lille skat” som “pingvinunge”. Når jeg henter ham i dag, vil jeg tilgengæld nyde at kalde ham “bølle”, sige “mor har savnet dig” og spørge ham adskillige gange, om han mon er sulten eller tørstig. For helt ærligt, så vil jeg helst ikke tænke på, at han engang skal “slippes fri”. Og at jeg engang ikke har nogen at sige “min lille bølle” til.

“Mors lille bitte muse-skatte-basse-sukker-gris!”

 

 

 

 

Ti tumpede tanker #2

1: Hvornår er “far-fasen” slut?! Jeg må jo for filan ikke engang puste på Kongens mad – end ikke sidde ved siden af ham!

2: Hvor lang tid bruger jeg liiige på at rydde op hver dag!? Der er ryddeligt når Kongen går i seng, og så snart morgenmaden er spist, er der IGEN nogen, der har kastet et kanonslag. Eller det der er værre. Og hvornår lærer jeg at tage mig sammen til at skylle havregrødsskåle FØR det er umuligt….?!

3: Hvor mange gange om dagen er det tilladt at tjekke, om man har fået flere “followers” på Bloglovin’ før det bliver pinligt?! Det er også bare fordi jeg er en nørd til teknik, og stadig har en Google Analytics der viser: “0 besøg siden bloggens start”. Deprimerende.

4: Har fået “pensionist-tendenser”. Har nu kigget efter posten fem gange på 30 min. For det første, må det være fordi jeg bor i et parcelhuskvarter, hvor man gør den slags og for det andet, fordi jeg venter på brev om, hvornår jeg bliver mor til to. Tror liiige, jeg kigger igen…

5: Jeg er sikkert den sidste der ikke har læst “Fifty Shades” færdig endnu – eller som ikke har et “secret crush” på Mr. Grey. For hver gang der står, at de ikke kan give hånd, uden at der opstår: “..elektriske spændinger mellem dem…”, bliver jeg mere og mere irriteret.

6: Måske skulle jeg tage at mødes med en veninde i dag…Min hjerne er brændt sammen og kroppen gået i panikberedskab, og alt jeg ser for mit indre blik er sprøjter, skalpeller, koldt operationslys og mundmasker. Måske er det alligevel bedst at lade være…der er nok grænser for, hvor meget “rystende espeløv” andre orker at se på.

7. Kan operationspersonalet mon se, hvis jeg drikker en Guldøl inden? Måske det faktisk ville være til alles bedste…

8: Hvad blev der egentlig af Michael Meyerheim og Cecilie Frøkjær i “Go’ morgen Danmark”?! Der er jeg altså bare ikke god til fornyelse!

9: Årh man, nu fik jeg igen ikke smurt madpakke til min mand. Der ligger sådan en skjult forventning om, at det er den barslende, der overtager husholdningen. Men hvad nu, hvis den barslende er elendig til det?! Efter jeg gav ham en pose rugbrød med i sidste uge, forstår jeg faktisk ikke, at han stadig er i stand til at bevare håbet.

10: Hvis Kongen siger, at jeg lugter eller stikker i dag, så tuder jeg. Han må forstå, at der er grænser for, hvad man kan sige til psykisk ustabile mennesker (læs: gravid panik-mor).

Og hvorfor ser min stue sådan ud?!