Manglende søvn og flyvende andesteg

Jeg er nødt til at fortælle jer om i går. Det var nemlig sådan ca. den værste dag jeg nogensinde har haft med Kongen. Så’ det sagt! Siden han blev født, har søvn været et af vore hyppigste samtaleemner her i huset, og det er egentlig ikke blevet mindre i takt med, at han er blevet ældre. Får drengen ikke sin søvn, forvandler han sig lynhurtigt fra den smilende og humoristiske dreng han er, til selveste Djævlen. Og det er ikke engang løgn!

Vi skulle til middag spise mortens and i familiens skød. Brugte 40 min. på at køre diverse omveje, så knægten kunne falde i en dyb, dyb søvn. Vi ankom, listede rundt og pakkede ud, og skulle liiiiige til at lægge ham i barnevognen. Så skete det der IKKE måtte ske. Kongen slog øjnene op, opdagede hvor vi var og insisterede på at gå med ind. Fra da af, vidste vi, at dagen ville blive pisse irriterende udfordrende.

Han startede godt ud, og vi genvandt håbet, men da den første potteplante fløj gennem luften, forsvandt det hurtigt igen. Herefter fulgte endnu en potteplante og hundens legetøj. Under maden – som så absolut var lækker – knækkede filmen adskillige gange: Hans franske kartoffel var ikke stor nok, maden var henholdsvis for varm eller kold og andestykket skulle være KÆMPE og ikke skåret ud. En bid inde i anden valgte han at kaste den over venstre skulder, og sådan fortsatte resten af måltidet, mere eller mindre. Pædagogiske som hans far og jeg er, forsøgte vi med hurtige afledningsmanøvrer eller et “det vil jeg ikke have”, men i Kongens øjne sås kun et djævelsk glimt. Vi var udspillet. Løbet var kørt.

Vi kæmpede os i gennem resten af dagen hos familien med en dreng som hverken ville det ene eller det andet, og nogle overbærende bedsteforældre, som var forstående og sørgede for at dukke sig på de rigtige tidspunkter. Da mørket faldt på tog vi hjem, men festen var ikke slut. Åbenbart. “Mama spise”, “Mama ikke spise”, “GÅ VÆÆÆÆK!”, “Mama lege biler”, “Mama kaster biler” etc. Midt i kaosset forsøgte hans far og jeg at opretholde den gode stemning, men det var svært, grænsende til det umulige, og blikudvekslingen blev mere og mere anstrengt. Afslutningen kom, da Kongen rev mig som en kat ned af kinden. Lige der, var jeg nødt til at “gå op og lægge mig”. Nok er nok!

Tilsidst blev knægten puttet, og min mand og jeg gik cirklende rundt i stuen, og havde det så skidt over, at han stod og klynkede i sin seng, hvad han ikke plejer at gøre. “Det er også synd for ham”, “vi burde have fået ham til at sove til middag, “det må ALDRIG ske igen”, “skal vi tage ham op?” – flashback tilbage til dengang vi stod med et lille spædbarn og var så fandens usikre.

Da Kongen sov og det gik op for os, at dagen i dag ville byde på en fødselsdag, blev vi så uendeligt trætte. Og så er det jeg kan fortælle, at vi netop er kommet hjem, og at det hele gik så godt, og at drengen nød fødselsdagen og gæsterne i fulde drag, og at han fik leget både selv og sammen med andre og at han bare var hans eget lille dejlige jeg, og ikke den sindssygt irriterende Djævel han var i går. Nu ligger han og putter så fint i sofaen og jeg er så glad. Og lettet!