Lidt om hindeløsning og mest om alder

Jeg er typen, der bliver gammel før tid. Sådan føles det lige nu, i hvert fald. Som I sikkert kan gætte, er der ikke sket en dyt på babyfronten – men nu kan jeg da tale med om, hvordan det føles at få lavet en hindeløsning. Det er vel også ok, selvom jeg godt kunne have været oplevelsen foruden. Jeg havde i hvert fald ikke behøvet at vide, at jordemoderen rørte barnets hoved. Så arbejder man altså i dybden.

Nu føles det som om de grå hår sprænger ud ad hovedbunden på mig, mens mine kinder bliver mere og mere indsunkne, øjnene rødsprængte og huden rynket. Det er, hvad ventetid gør ved mig. Og så er det, jeg SLET ikke tør tænke på, hvor gammel jeg efterhånden ser ud. En elev var nemlig så venlig, at spørge til min alder en dag. Hun tabte næsten kæben ved svaret, og udbrød: “Eeeej, er det rigtigt?! Du ligner ellers min mor…”. Jeg har sådan set ikke noget i mod at ligne nogens mor. Problemet er, at hun er ca. lige så tæt på de 50, som jeg er på de 30. Nitten.

At de yngste elever gætter på, at jeg må være en 18-19 år, har jeg det egentlig bedre med. Altså lige bortset fra, når de spørger, om jeg egentlig er “rigtigt voksen”. Jeg er 27. Næsten lige fyldt. På sin vis, forstår jeg godt deres tvivl, men alligevel. Jeg bor i et parcelhus, er viet på rådhuset, har job, snart to børn og to biler i indkørslen. Afsindigt voksent!

Det må være noget med hovedet. Med sindet. Som når min søn, mand og jeg danser “gangnam style” eller løber rundt i hele huset og leger “mørkefange”. Eller som i sommers, da min mand og jeg blev så grebet af at lege vandkamp, at Kongen måtte stille sig i mellem og råbe “STOOOP!”. Jeg har også altid sagt, at man først er voksen, når man når de 30. Når den tid kommer, vil det højst sandsynligt blive udskudt til de 40, og når jeg engang løber rundt og leger “Kongens efterfølger” på et plejehjem, vil jeg stadig kalde mig “pige” frem for “kvinde” og “ung” frem for “voksen”.

Træt, rødsprængt og gammelt øje.