Søndagsavisen, go home!

Afhentningscirkus part two

Mit første blogindlæg handlede om, hvorvidt man kan tillade sig at hyre 8-årig dreng, som i Kongens øjne er Gud, til at hente ham i vuggestuen. Min erfaring fra mit job som lærer siger “nej”, men min desperate og ALT for gravide krop siger “ja!”. Se nu bare lige, hvordan afhentningssituationen så ud i går!

Glad og smilende ankommer jeg til vuggestuen, og gentager stille: “Ro på, ro på, selvfølgelig skal det nok gå!”. Lige så vel, som rovdyr kan lugte frygt, er jeg sikker på, at min søn også kan det. Jeg får lokaliseret knægten – i øvrigt fordi jeg hører en (heldigvis glad) pædagogstemme spørge: “Skal Magne have renset ørerne så han bedre kan høre, hva’?”. Drengen sidder på et puslebord, med glimt i øjet og kæmpe smil, og synes det er det fedeste at se en af tøserne få en ren ble (hvad sker der lige for det?!). YES! Han er trods alt nemmere at få fat i, når han sidder ned, tænker jeg.

Det starter ellers så godt. Kongen snakker, smiler og synger, og jeg når at tænke: “Jeg VIDSTE det nok skulle gå”. Garderoben bliver fundet, og i 2 sek. er jeg nødt til at slippe mit ellers så faste tag i drengen. De 2 sek. gør, at han smutter ind i motorikrummet og starter en fest. En fest, hvor jeg ikke er indbudt. En fest for ham og kammersjukkerne i vuggestuen. Sådan en fest, hvor det bare er pisse træls, at ens mor pludselig står og er fru. Skrap, siger at klokken er mange og at man skal hjem.

Set ud fra det perspektiv kan jeg godt forstå, at han ikke reagerede med glæde, da jeg svingede jakken foran ham. Og at han var så….hmmm….livlig, at en pædagog var nødt til at træde til, da hun kunne se, at hvalen (mig) var sekunder fra at vælte. Til dels også, at han forsøgte at spille ynkelig, og hulke sig til at få lov til at feste videre. En ting jeg til gengæld IKKE forstår er, hvorfor han altid efter en sådan kamp, finder pivestemme og hundeøjne frem, og “tvinger” “må max. løfte 10 kg og dermed ikke dig”-mor til at bære ham hele vejen ud til bilen. Selvom han kan høre/se at jeg puster, holder 5-6 pauser undervejs og får nervøse trækninger om munden.

I bilen forsøgte jeg at appellere til knap to-årigs fornuft/samvittighed: “Mor synes ikke det er sjovt du bare stikker af”, “HA HA HA!”, “Mor bliver faktisk ked af det når du ikke vil med hjem”, “Mor fanger Mama, HA HA HA!”, “Næste gang vil jeg gerne have du bare følger med”, “Tihitihi, det er sjooooovt” (muligvis kan en fornuftspræget samtale første gennemføres om flere år, men det SKULLE prøves).

Under aftenens putning, “FAR putte Mama”, sneg jeg mig alligevel ind for at sige godnat. Kongen begyndte straks at ae min arm og mit hår, og da jeg, for Gud ved hvilken gang den dag, spurgte om jeg måtte få et kys, stak knægten tungen laaangt ud af munden og kørte den rundt (håber ikke det er noget de gør i vuggestuen!), og i det øjeblik VIDSTE jeg, at vores fornuftssamtale i bilen alligevel var sivet ind, og at han ALDRIG vil være så besværlig at hente igen. Basta.

Vi slutter fred…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndagsavisen, go home!