Søndagshygge

Bilka, blev der sagt!

Bilka, here we go!

Jeg har i dag tilbragt adskillelige timer i henholdsvis Bilka og Ikea. Ankom kl. 9.00 blandt kvindelige desperate pensionister, på jagt efter ugens tilbud. Nåede kortvarigt at tænke, om de da ikke havde andet fornuftigt at give sig til, indtil det gik op for mig, at jeg jo sådan set var i samme båd. I modsætning til dem, var jeg der dog ikke med træt og tvær mand, men med veninde, der heldigvis havde en fridag.

For år tilbage havde en sådan venindetur ikke foregået i Bilka/Ikea på jagt efter billige madvarer og opbevaringbøtter, men på disko en sen nattetime i dårlige stilletter og med alt for meget make-up som natten skred frem. Det er vist en ud af mange ting, som Kongens ankomst har ændret på. Men det var hyggeligt. Helt vildt hyggeligt. Og der var billig mad i Ikea (kødboller!) og julepapir og pålæg (lige det som Kongen elsker) i Bilka.

Så kan det godt være, at det af og til er ret svært, ikke at trække på smilebåndet af den seriøst ændrede livsstil, men det er bare nemmere at handle uden knap to-årig, og der er bare nødt til at være mad på bordet kl. 17.30, hvis hysterisk anfald skal undgås (fra såvel søn som gravid mor), og det er bare skide hamrende hyggeligt at få lov til at være en ganske almindelig Familien Danmark  – men det var da også ret ok at shoppe til kontoen var i minus, gå spontant ud at spise, stene en dag på sofaen, gå i bio to gange på en uge, og drikke øl og papvin til den lyse morgen…

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndagshygge